Retten i Esbjerg har den 16. april 2007 frifundet en vognmand for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne, fordi en ny og lempeligere praksis trådte i kraft den 11. april 2007.
I forbindelse med kørsel i oktober 2006 havde en af vognmandens chauffører holdt for korte pauser. Han skulle holde mindst 3 pauser af mindst 15 minutters varighed i løbet af 4½ times køreperiode, men 2 af pauserne var kun på 10-12 minutter. Efter den hidtidige praksis skulle vognmanden betale en bøde på 6.000 kr. for denne forseelse.
Med virkning fra den 11. april 2007 blev tiltalepraksis imidlertid lempet, således at der er en tolerancegrænse på 5 minutter pr. pause. Samtidig er pausereglerne blevet ændret, således at der i stedet for 3 korte pauser skal holdes en pause på 15 minutter og en pause på 30 minutter indenfor 4½ times køreperiode. Retten fandt at den nye tolerancegrænse skulle anvendes, selvom chaufføren skulle have holdt 3 kortere pauser, og da alle pauserne havde varet mere end 10 minutter, blev vognmanden frifundet.