Hop til indhold
domstol.dk

20 årig mand idømt 10 års fængsel for drab på sin tidligere stedfar 
21-08-2008 

 
En 20 årig mand blev i en nævningesag ved Retten i Esbjerg den 21. august 2008 fundet skyldig i manddrab ved den 1. januar 2008 ca. kl. 9.30 på en adresse i Skodborg med knivstik at have dræbt sin tidligere stedfar, F, idet han tildelte ham 7 knivstik på kroppen og i hovedet, herunder et stik i højre side af brystkassen, der gik gennem højre lunge, vævet omkring hjertesækken, hjertesækken og videre ind i legemspulsåren, hvilket bevirkede, at stedfaderen kort tid efter afgik ved døden.

 

Tiltalte havde erkendt sig skyldig i vold med døden til følge og påstået frifindelse for manddrab.

Det hedder blandt andet i rettens præmisser:

”Efter erklæringen af 2. januar 2008 fra Retsmedicinsk Institut, Statsobducenturet for Fyn og Sønderjylland, kan det lægges til grund, at dødsårsagen var hjertesvigt som følge af blødning ud i hjertesækken fra en ca.12 cm. dyb stiklæsion, der gik gennem brystkassens væg og højre lunges mellemlag og ramte legemspulsåren. F afgik derefter ved døden indenfor kort tid. Det kan endvidere lægges til grund, at afdøde var tildelt i alt 7 knivstik.

Tiltalte har erkendt, at han stak F først i maven og derefter i kinden og i halsen. Tiltalte har ikke bestridt, at han også har påført F de øvrige knivstik.

Alle nævninger og dommere er enige om at anse det for bevist, at tiltalte forsætligt dræbte F. Retten har lagt vægt på tiltaltes forklaring om, at han i forbindelse med diskussionen med F nåede til et bristepunkt, hvorefter han stak med kniven, på det oplyste om antallet af knivstik og på dybden af det dræbende knivstik. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte med kniven i hånden fulgte efter F, da denne efter knivstikkene løb fra stedet, og at angrebet ikke blev stoppet af tiltalte, men ophørte på grund af tiltaltes brors indgriben. Retten har endelig lagt vægt på, at tiltalte efter sin egen forklaring senere samme dag sagde til sin fætter, at det var fedt at stikke F med en kniv, og at han var glad for, at F var død.

Alle nævninger og dommere finder derfor, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237.”

Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i et hærværksforhold.

Straffen blev fastsat til fængsel i 10 år. I rettens præmisser vedrørende straffastsættelsen hedder det:

”Alle voterende har ved strafudmålingen vedrørende forhold 1 lagt til grund, at drabet blev begået på et tidspunkt, hvor tiltalte var stærkt påvirket af, at der havde været voldsudøvelser – fysik og psykisk – mellem F og tiltaltes mor, som han var stærkt knyttet til og bekymret for. Under disse omstændigheder finder retten, at straffelovens § 82, nr. 7 må føre til, at udgangspunktet for strafudmåling af manddrab bør fraviges i nedadgående retning.”

Tiltalte blev endvidere dømt til at betale 30.000 kr. til boet efter F samt 283.792 kr. til den dræbtes 4 årige søn.

Tiltalte ankede dommen til frifindelse for manddrab, subsidiært formildelse.

Retten afsagde kendelse om, at den dømte skulle forblive varetægtsfængslet.

Fakta om nævningereformen
Domstolsreformen giver mulighed for, at en nævningesag kan prøves for retten to gange. Både skyldspørgsmålet og straffens længde kan ankes. Indtil den 1. januar 2008 startede nævningesager i landsretten, og det var kun straffens længde, der kunne ankes. 

En retssag bliver til en nævningesag, hvis anklageren går efter, at den tiltalte skal idømmes fire års fængsel eller derover, og tiltalte nægter sig skyldig.

I byretten vil en nævningesag blive behandlet af tre dommere og seks nævninger. I landsretten er det tre dommere og ni nævninger. Tidligere havde landsretten 12 nævninger til en sag.

En anden forskel er måden skyldspørgsmålet bliver afgjort på. Det vil fremover blive afgjort af dommere og nævninger i fællesskab. Tidligere gik nævningerne for sig selv, og ved hjælp af en retsbelæring fra retsformanden og en række spørgsmål fra anklageren skulle de så dømme eller frifinde den tiltalte. Fandt nævningerne tiltalte skyldig kunne dommerne frifinde vedkommende men ikke omvendt.

Efter den nye domstolsreform kræver det mindst to dommerstemmer og fire nævningestemmer at dømme en person i byretten.

Til top Sidst opdateret: 21-08-2008 
Retten i EsbjergseperatorDokken 1seperator6700 EsbjergseperatorTelefon: 79136677seperatorFax: 79136674seperatorEmail: esbjerg@domstol.dk