System-system adgang
Adgang via egen opkobling
En lang række af tinglysningens brugere, er professionelle virksomheder, hvis forretningsområde er at sælge eller pantsætte fast ejendom, biler m.v.
Der er tale om f.eks. realkreditinstitutter, banker, advokater, ejendomsmæglere, landinspektører m.v.
De professionelle brugere er alle blevet tilbudt at foretage en så kaldt systemopkobling, hvor de får mulighed for at indrette deres egne fagsystemer på en sådan måde, at systemet direkte kan aflevere digitale tinglysningsdokumenter til e-TL. Hvis en ansat i en bank udfærdiger et pantebrev i dennes fagsystem, kan systemet samtidigt danne den gruppe af data, som hos e-TL betegnes som et elektronisk pantebrev. Når medarbejderen så afslutter ekspeditionen, kan denne elektronisk sende anmeldelsen til e-TL.
For at sikre, at der er så stor overensstemmelse som muligt mellem de oplysninger, som medarbejderen anvender, og dem, der er registrerede i e-Akten, har medarbejderen mulighed for at hente alle relevante data fra e-Akten til brug for opbygning af pantebrevet.
Når e-TL har modtaget og prøvet anmeldelsen, vil medarbejderen få tilsendt en digital tinglysningsmeddelelse med besked om, at tinglysning nu er sket.
Denne form for "elektronisk samarbejde" kræver, at der er fuldstændig enighed om, hvilke oplysninger som skal fremsendes, i hvilket teknisk format som de skal sendes, og hvordan sikkerheden i systemet skal være.
For at opnå denne enighed har tinglysningsprojektet igennem hele projektets tid haft - og har fortsat - et tæt samarbejde med alle de store grupper af professionelle brugere, ikke kun omkring spørgsmålet om udformning af de elektroniske dokumenter, men også omkring sikkerhed, aftestning af system forinden idriftsættelse osv.