Tinglysningsakten (”e-TL akt Database”) er grundlaget for det fremtidige tinglysningssystem.
Det er tinglysningsakten, der er den egentlige tingbog. Her findes alle tinglysningssystemets data.
Indholdet i e-Akten er følgende:
-
Alle nuværende oplysninger fra alle bøgerne, der lagres i fuldt omfang i akten,
-
alle nye elektroniske dokumenter, der lagres i fuldt omfang i akten,
-
alle medsendte indskannede dokumenter, der lagres i fuldt omfang i akten,
-
alle digitale kort som er medsendt ved servitutter og bygninger,
-
alle tidligere aktdokumenter (genparter), som bliver indskannet i forbindelse med e-TL,
-
mikrofilm med de tidligere konverterede tinglysningsprotokoller - de originale tingbøger skal afleveres til Landsarkivet.
Summariske oplysninger
Når e-TL bliver etableret, vil der være en funktion, der "udtrækker" de væsentligste informationer fra de digitale dokumenter og lægger dem sammen med øvrige "udtræk". Det er nødvendigt, fordi brugerne ikke vil have gavn af at kunne se den samlede tekst i dokumenterne, men alene ønsker at se de væsentligste informationer fra tinglysningsdokumenterne, f.eks. type af dokument, ejer/kreditor, beløb m.v. Der tales her om "summariske oplysninger".
Summariske oplysninger kan omfatte enten aktuelle rettigheder eller historiske rettigheder.
Denne funktion med summariske oplysninger vil fungere for alle bøgerne i e-akten.