Vestre Landsret har ved dom af 4. januar 2012 afgjort anken af en dom, som Retten i Horsens under medvirken af nævninger afsagde den 6. april 2011 i en sag, der blandt andet omfattede et drab i Lund ved Horsens.
Ved byrettens dom blev de to tiltalte (A og B) dømt for drab og for på hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for nogens liv og førlighed samt våbenbesiddelse under særlig skærpende omstændigheder. A blev samtidig dømt for en række yderligere forhold.
Ved byrettens dom blev A, der har udenlandsk statsborgerskab, idømt fængsel i 14 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, mens B blev idømt fængsel i 12 år.
Ankesagen blev behandlet i Viborg af landsretten under medvirken af nævninger. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse af skyldsspørgsmålet vedrørende A og frifandt B for drab, men dømte B for at have voldt nærliggende fare for nogens liv og førlighed og for våbenbesiddelse under særlig skærpende omstændigheder.
Landsretten stadfæstede straffen for A på fængsel i 14 år og nedsatte straffen for B til fængsel i 3 år og 6 måneder. Landsretten stadfæstede udvisningen af A.
Der var ikke enighed i landsretten om strafudmåling og udvisning. Mindretal ville fastsætte straffen for A og B til kortere åremål end flertallet. Endelig ville et mindretal frifinde A for udvisning.
Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer Svend Bjerg Hansen, tlf. 86 62 62 00, indenfor landsrettens åbningstid.