Hop til indhold
domstol.dk

10, 9 og 5 års fængsel for omfattende ecstasysmugling 
27-01-2012 

V.L. S-0719-10

 

Vestre landsret har den 27. januar 2012 afsagt dom i en sag, hvor tre mænd fra Aarhus har været tiltalt for indsmugling af ecstasy fra Danmark til USA. 

Tiltalen angik indsmugling af i alt 250.000 ecstasypiller fra Holland via Danmark til USA, og således at ecstasypillerne har været gemt i møbler fra Danmark. De tiltalte har alle nægtet sig skyldige.

Ved dommen har landsretten fundet de tiltalte skyldige i at have deltaget i indsmugling af henholdsvis ca. 188.000, 145.000 og 45.000 ecstasypiller. Landsretten har fastsat straffen til fængsel i 10 år, 9 år og 5 år. 

Sagen mod de tiltalte har givet anledning til stillingtagen til principielle spørgsmål som følge af, at sagen har været baseret på forklaringer afgivet af 4 amerikanske vidner, som i USA var dømt i samme sagskompleks, og efter at vidnerne havde indgået tilståelsesaftaler (plea bargains). 

Sagen har for det første rejst spørgsmål om, hvorvidt de amerikanske vidner på grund af de indgåede tilståelsesaftaler var udelukket fra at kunne anvendes som vidner i sagen mod de tiltalte, hvilket byretten i november 2007 nåede frem til, da sagen første gang blev behandlet. Byretten frifandt herefter de tiltalte for ecstasysmuglingen. Sagen blev anket af anklagemyndigheden, og landsretten bestemte i juni 2008, at de amerikanske vidner kunne føres, hvilket Højesteret stadfæstede i januar 2009. Sagen måtte herefter gå om, og i marts 2010 fandt byretten de tre tiltalte skyldige og idømte dem fængsel i 10 år, 10 år og 5 år. 

Sagen har dernæst rejst spørgsmål om adgangen til at afhøre et (hoved)vidne i en straffesag ved brug af videolink, når vidnet befinder sig i udlandet og fremmøde som vidne i Danmark ikke kan gennemtvinges. Landsretten tillod i februar sidste år, at en sådan afhøring af bl.a. sagens hovedvidne kunne ske, hvilket Højesteret stadfæstede i november sidste år. 

Da ankesagen ikke kunne færdiggøres inden for den tid, der oprindeligt efter ønske havde været afsat, udsatte landsretten i marts sidste år sagen, der af hensyn til de tiltaltes forsvarere herefter først kunne fortsætte i januar 2012.

Det er indgået i landsrettens vurdering af bevisværdien af de amerikanske vidners forklaringer, at disse vidner har indgået tilståelsesaftaler og på grund af aftalernes indhold har haft en interesse i at samarbejde med myndighederne og forklare belastende om andre. Landsretten har ved bevisvurderingen imidlertid fundet at kunne lægge de amerikanske vidners forklaringer til grund og har dømt de tiltalte på baggrund heraf – også selvom forklaringerne i sagen har udgjort det reelt afgørende bevis.   

Sagen har bl.a. af de grunde, som er beskrevet ovenfor, haft en længere sagsbehandlingstid end sædvanligt, hvilket landsretten i lighed med byretten har taget hensyn til som en formildende omstændighed ved udmålingen af fængselsstraffene. Landsretten har således fastsat straffene 2-3 år lavere end den straf, som normalt udmåles efter karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet. 

Henvendelse vedrørende sagen kan ske til pressekontaktdommer Lisbeth Parbo, tlf. 86 62 62 00 eller tlf. 30 29 31 39.

Til top Sidst opdateret: 27-01-2012 
Vestre LandsretseperatorGråbrødre Kirkestræde 3seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 86626200seperatorFax: 86626365seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk