Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Vestre Landsret har i dag afsagt dom i en ankesag om strandbeskyttelse efter naturbeskyttelsesloven. 
19-01-2015 

V.L.B-2131-12

 

En ejer af nogle feriehytter ved Rønbjerg havn havde indbragt en afgørelse truffet af Naturklagenævnet (nu Natur- og Miljøklagenævnet) for domstolene. Efter nævnets afgørelse skulle der ske faktisk lovliggørelse (dvs. nedrivning af hytterne) som følge af, at de var opført inden for strandbeskyttelseslinjen på 300 meter.

Ved Vestre Landsrets dom blev byrettens dom, der frifandt Natur- og Miljønævnet, stadfæstet.

Ejeren gjorde for landsretten tre hovedsynspunkter gældende:

-          At de opførte feriehytter var omfattet af en undtagelsesbestemmelse i naturbeskyttelsesloven om bygninger til ”havneformål”,

-          at ejeren forud for udvidelsen af strandbeskyttelseslinjen til 300 meter havde fået en landzonetilladelse den 21. oktober 2003 til udstykning i forbindelse med projektet med hytterne,

-          at betingelserne for at give dispensation (retlig lovliggørelse) var opfyldt.

I begrundelsen for landsrettens dom er herom anført følgende (anonymiseret):

”Af de grunde, som Naturklagenævnet har anført i sin afgørelse, tiltræder landsretten i lig­hed med byretten, at de opførte feriehytter ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen til det generelle forbud i naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, i lovens § 15, stk. 4, nr. 5, om ”havneanlæg og de arealer, der ved lokalplan er udlagt til havneformål”. 

Det er en forudsætning for, at byggeriets lovlighed kan bedømmes efter de regler, der gjaldt før den 15. december 2003, hvor strandbeskyttelseslinjen blev udvidet til 300 meter, at de tilladelser, som (ejeren) havde opnået før denne dato, var lovlige. Da de omhandlede hytter som anført ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i na­tur­beskyttelseslovens § 15, stk. 4, nr. 5, var landzonetilladelsen af 21. oktober 2003 ikke i overensstemmelse med den gældende lokalplan, hvorefter området var udlagt til havne­formål. Tilladelsen var således ikke lovlig. (Ejeren) kan derfor allerede af denne grund ikke med henvisning til tilladelsen kræve, at byggeriets lovlighed i forhold til naturbeskyttelsesloven skal bedømmes ud fra en strandbeskyttelseslinje på 100 meter.

Spørgsmålet er herefter, om der foreligger et sådant særligt tilfælde, at der kan gives di­spensation fra overholdelse af strandbeskyttelseslinjen i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, jf. § 15, stk.1. 

Ved afvejningen heraf indgår på den ene side, at det i byggetilladelsens fortrykte vejled­ning var anført, at kommunalbestyrelsen havde konstateret, at byggeriet ikke var i strid med bl.a. lov om naturbeskyttelse. I samme retning taler, at Nordjyllands Amt ikke fast­holdt sin klage, der byggede på en korrekt fortolkning af naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 4, nr. 5, om ”havneanlæg og de arealer, der ved lokalplan er udlagt til havneformål”.

På den anden side tilsiger de naturbeskyttelsesmæssige hensyn, som bestemmelserne til­sigter at varetage, efter forarbejderne til lovens § 65, at der -­ også efter udvidelsen af strandbeskyttelseslinjen – føres en restriktiv dispensationspraksis. En sagsbehandlingsfejl fra kommunens side kan således ikke i sig selv føre til en dispensation. Den omhandlede overtrædelse af strandbeskyttelseslinjen må – som også anført af Naturklage­nævnet, der har behandlet betydeligt antal sager herom – anses for betydelig. Der er således tale om, at fire hytter, bestående af to selvstændige bygninger, i det hele er placeret inden for strandbeskyttelseslinjen. Det fremgik af skødet, at notering af strandbeskyttelse var foretaget med 1.520 m2 svarende til mere end halvdelen af ejendommens areal. (Ejeren), der handlede med erhvervsvirksomhed for øje, undlod desuagtet forud for opførelsen at foretage nogen undersøgelse vedrørende betydningen af strandbeskyttel­sen. (Ejeren) har endvidere ikke påvist, at Naturklagenævnet har handlet i strid med lighedsgrundsætningen, eller at det værdispild, som faktisk lovlig­gø­relse måtte medføre, er uproportionalt.

På denne baggrund finder landsretten, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Naturklagenævnets afgørelse af 27. maj 2010.

Landsretten stadfæster derfor dommen.”

Med hensyn til begrundelsens første afsnit om undtagelsesbestemmelsen bemærkes, at Naturklagenævnets afgørelse på dette punkt byggede på bemærkninger i lovens forarbejder om ”havneformål”.

-----------------------

Spørgsmål om pressemeddelelsen kan rettes til landsdommer John Lundum på telefon 20 58 55 33.

Til top Sidst opdateret: 19-01-2015 
Vestre LandsretseperatorAsmildklostervej 21seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 99688000seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk