Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Justitsministeriet frifundet i sag om erstatningskrav vedrørende transport af svin 
14-01-2009 

 
Sagsnr. V.L. B.1367-05

 

N.V. Randers A/S,

Ole Dahl,

JKM Transport ApS,

Henrik Westergaard/Midtvest Kreatur- og

So Eksport ApS,

Morten Pedersen

og

Ulslev Vognmandsforretning ved Leif Hansen

(alle advokat H. Sønderby Christensen, Randers)

mod

Justitsministeriet

(Kammeradvokaten ved advokat Peter Biering og advokat Peter Hedegaard Madsen, København).

Vestre Landsrets 9. afdeling har i dag afsagt dom i en sag, der var anlagt af syv sagsøgere mod Justitsministeriet. Ved dommen blev Justitsministeriet frifundet.

Sagsøgerne er erhvervsdrivende, som bl.a. driver virksomhed med transport af svin til slagtning. Sagsøgerne krævede under sagen erstatning med i alt 18,8 mio. kr. og begrundede i første række dette med, at Justitsministeriet havde handlet ansvarspådragende ved at have fastsat ulovlige højdekrav til lastbilernes vognkasser med transport af slagtesvin, hvilket bevirkede, at sagsøgerne i en årrække blev afskåret fra at transportere slagtesvin i tre etager. Dernæst begrundede sagsøgerne kravet med, at Justitsministeriet i dispensationer i 2002 ulovligt havde fastsat bestemmelse om, at den samlede transporttid ikke måtte overstige 8 timer.

Justitsministeriet bestred at have handlet ansvarspådragende.

Spørgsmålet om erstatningsansvar blev i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, forhandlet særskilt.

Under delforhandlingen nedlagde sagsøgerne følgende påstande:

1.

Justitsministeriet tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig for at have håndhævet et krav om 110 centimeter indvendig etagehøjde ved transporter af slagtesvin.

2.

Justitsministeriet tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig for at have indført og håndhævet et krav om maksimal 8 timers forsendelsestid i dispensationer fra kravet om 110 centimeter indvendig etagehøjde ved transporter af slagtesvin.

Justitsministeriet påstod over for disse påstande frifindelse under anbringende af, at ministeriet hverken havde handlet ansvarspådragende i henhold til EU-retten eller dansk ret.

I Vestre Landsrets dom udtales det i begrundelsen:

Ad erstatningsansvar i henhold til EU-retten.

For at en medlemsstat ifalder erstatningsansvar over for borgerne for manglende overholdelse af fællesskabsretten, skal overtrædelsen være tilstrækkelig kvalificeret. I de tilfælde, hvor en medlemsstat er overladt et skøn, foreligger der kun ansvar, hvor medlemsstaten åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Som anført af EF-domstolen, jf. bl.a. dom af 5. marts 1996 i sag C-46/93 og C-48/93 (Brasserie du pêcheur), indgår ved vurderingen af, om der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse en række momenter, herunder hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, karakteren af det skøn, som medlemsstaten er overladt, om overtrædelsen er begået eller tabet er forvoldt forsætligt eller uagtsomt, om en eventuel retsvildfarelse er undskyldelig eller uundskyldelig, og den omstændighed, at en fællesskabsinstitutions holdning kan have været medvirkende til undladelsen, vedtagelsen eller opretholdelsen af nationale foranstaltninger eller praksis i strid med fællesskabsretten.

Reglerne om transport af dyr i bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport blev udstedt for at gennemføre EU-Rådets direktiv 91/628/EØF af 19. november 1991 om beskyttelse af dyr under transport (transportdirektivet). Direktivet blev senere ændret ved Rådets direktiv 95/29/EF, som blev gennemført ved ændringsbekendtgørelse nr. 810 af 29. oktober 1997.

EF-domstolen har i dom af 8. maj 2008 i sagen C-491/06 (Danske Svineproducenter mod Justitsministeriet) udtalt, at transportdirektivets hovedformål er beskyttelse af dyr under transport, og at det tilsigter en harmonisering af bestemmelser om køretid, fodrings- og vandingshyppighed, hvileperioder samt arealkrav. Herudover anføres det, at det inden for de områder, hvor direktivet giver nationalstaten en skønsbeføjelse, er inden for rammerne af traktatens artikel 249, når Danmark har fastsat præcise mindstemål for rumhøjden. Det er dog en forudsætning, at disse bestemmelser - som anført af EF-domstolen - ”forbliver objektivt nødvendige og forholdsmæssige i forhold til opfyldelsen af det hovedformål vedrørende beskyttelse af dyr under transport, som forfølges med nævnte direktiv”.

Kravet om en indvendig etagehøjde på 110 cm følger af 1993-bekendtgørelsens henvisning i § 22 til 1964-bekendtgørelsen, hvor det af § 16, stk. 1, jf. § 15, stk. 1, fremgår, at vognkassens sider ved transport af bl.a. svin over 40 kg skulle have en højde på mindst 110 cm. 

Transportdirektivet indeholder ikke specifikke krav til vognkassens indvendige lofts- eller etagehøjde. Efter direktivets artikel 3, jf. artikel 1, og bilag til direktivet, kapitel 1, A. Almindelige bestemmelser, punkt 2.a og 2.b, skal dyrene bl.a. have tilstrækkelig plads til, at de kan stå op i deres naturlige stilling, ligesom der skal være så meget plads, at der er mulighed for god ventilation over dyrene.

Det fremgår af anbefalingerne i rapport af 18. maj 1992 fra EU’s Videnskabelige Veterinærkomité, at de indvendige højdekrav ved transport af svin bør være 100 cm ved svin på 100 kg og 110 cm ved svin på 120 kg. I den senere rapport af 11. marts 2002 fraråder EU’s Videnskabelige Veterinærkomité transport af søer i køretøjer med 3 lastedæk, idet komitéen henviser til, at disse dyr kan have en højde på op til 97 cm.

Skærpelsen af dispensationspraksis i juli 2002 med hensyn til betingelsen om, at den samlede forsendelsestid ikke måtte overstige 8 timer, havde baggrund i Rådets direktiv 95/29/EF, hvorved der bl.a. for svin blev fastsat en højeste forsendelsestid på 8 timer med mulighed for forlængelse, hvis nogle supplerende dyrevelfærdsmæssige krav blev opfyldt. Det fremgår af forklaringen afgivet af daværende afdelingschef i Justitsministeriet, Jens Kruse Mikkelsen, at ministeriet herved lagde vægt på anbefalingerne fra EU’s Videnskabelige Veterinærkomité.

Transportdirektivet gav anledning til fortolkningstvivl i flere medlemsstater, og Rådet konstaterede derfor i præamplen til ændringsdirektivet 95/29/EF, at nogle medlemsstater havde fundet behov for at udfylde det med en række detaljerede bestemmelser, herunder om transporttid.

På denne baggrund var kravene om en indvendig etagehøjde på 110 cm og et dispensationsvilkår om en højeste forsendelsestid på 8 timer sagligt og fagligt begrundet, og håndhævelsen af kravene kan derfor ikke karakteriseres som en åbenbar og grov tilsidesættelse af transportdirektivet. Landsretten har endvidere lagt vægt på, at transportdirektivet havde givet anledning til fortolkningstvivl i andre medlemsstater, at der i 2002 ikke forelå domspraksis vedrørende fortolkning af de omhandlede bestemmelser i direktivet, og at EU-kommis­sionen ikke efter underretningen fremsatte indvendinger mod den danske bekendtgørelse.

Det lægges efter Jens Kruse Mikkelsens forklaring til grund, at Justitsministeriet i januar 2004 blev bekendt med, at kravene til tyske køretøjer var lempeligere, og at det kunne blive nødvendigt at ændre den danske bekendtgørelse. Efter Jens Kruse Mikkelsens forklaring om de tiltag, som Justitsministeriet iværksatte for at foretage de nødvendige ændringer af de danske regler, herunder om vanskelighederne ved at lempe reglerne, da der ikke var politisk flertal herfor, er der ikke grundlag for at statuere, at Justitsministeriet ikke tilstrækkelig hurtigt ændrede dispensationspraksis og den relevante bekendtgørelse.    

Ved afgørelsen af, om Justitsministeriet har handlet ansvarspådragende som følge af en eventuel manglende notifikation, fremgår det af artikel 21 i transportdirektivet af 1991, at medlemsstaterne straks skal underrette kommissionen, når de sætter de love og administrative bestemmelser i kraft, hvorved direktivet efterkommes. Som anført af EF-domstolen i dom af 25. maj 1982 i sagen C-96/81 (Kommissionen mod Nederlandene), jf. præmis 8, indebærer denne underretningspligt, at der skal gives klare og præcise oplysninger, som gør det muligt for kommissionen at efterprøve, om medlemsstaten fuldt ud har gennemført direktivet.   

Justitsministeriet anmodede den 26. april 1993 Udenrigsministeriet om at underrette Kommissionen om udstedelsen af bekendtgørelse nr. 201 af 16. april 1993 om beskyttelse af dyr under transport samt bekendtgørelse nr. 200 af 16. april 1993 om ændring af bekendtgørelse om transport af dyr. Det fremgår af Justitsministeriets brev, at bekendtgørelserne var vedlagt sammen med en paragrafnøgle. Bekendtgørelse nr. 201 henviser i § 22 til, at dansk indregistrerede motorkøretøjer skal godkendes efter reglerne i bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964.

Landsretten finder, at Justitsministeriet herved har opfyldt underretningspligten i transportdirektivets artikel 21. Det bemærkes, at henvisningen i bekendtgørelsens § 22 må anses for tilstrækkelig, også uanset bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni 1964 med senere ændringer ikke var vedlagt det materiale, som blev fremsendt til Kommissionen.

Efter Rådets direktiver 83/189/EF og 98/34/EF med ændring ved 98/48/EF om informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter har medlemsstaterne pligt til at notificere tekniske forskrifter. Proceduren skal blandt andet give Kommissionen mulighed for at vurdere, om forskrifterne er i overensstemmelse med EU-retten.

Med den dispensationspraksis, som blev indført i 1994, tillod Justitsministeriet en etagehøjde på mindst 100 cm, når det efter en konkret vurdering af køretøjets ventilationsudstyr mv. blev fundet dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt. Justitsministeriet har under sagen anerkendt, at ministeriet burde have notificeret den skærpelse af praksis, som fra juli 2002 indebar, at dispensationer vedrørende etagehøjden tillige var betinget af en højeste samlet forsendelsestid på 8 timer.

Informationsdirektivets tekst og EF-domstolens praksis i 1990’erne har kunnet give rimelig anledning til tvivl med hensyn til notifikationspligtens omfang. Jens Kruse Mikkelsen har forklaret, at Justitsministeriet vurderede, at det ikke var nødvendigt at notificere dispensationspraksis, da det blev anset for en lempelse af reglerne. Vilkårene i de fremlagte eksempler på dispensationer fra højdekravet fratager efter en samlet vurdering ikke praksisændringen dens lempende karakter, og de indebærer ikke, at direktivet suppleres med notifikationspligtige vilkår. Herefter, og da den manglende notifikation af praksis fra 2002 ikke kan karakteriseres som en grov og åbenbar overtrædelse af EU-retten, har Justitsministeriet heller ikke på dette punkt handlet ansvarspådragende.

Ad erstatningsansvar efter dansk ret.

 Ved bedømmelsen af, om Justitsministeriet har handlet ansvarspådragende i henhold til dansk ret, lægger landsretten vægt på, at transportdirektivets tekst kan give anledning til tvivl, og at det efter de veterinærfaglige oplysninger ikke var åbenbart forkert at udstede reglerne og administrere disse, som det skete. Sagsøgerne har herefter ikke bevist, at de fejl, som Justitsministeriet har begået, er af en så kvalificeret grovhed, at der kan pålægges Justitsministeriet erstatningsansvar efter dansk ret. Det forhold, at danske vognmænd i en periode før ændringen af bekendtgørelsen og dispensationspraksis havde protesteret med angivelse af, at der var tale om national forskelsbehandling, kan ikke føre til et andet resultat.

 Det kan herefter ikke statueres, at Justitsministeriet har handlet ansvarspådragende hverken efter EU-retten eller efter dansk ret, og da de ulovlige krav om en etagehøjde på 110 cm og om højeste forsendelsestid på 8 timer samt den manglende notifikation i henhold til informationsdirektivet hverken enkeltvis eller samlet kan føre til et andet resultat, tager landsretten Justitsministeriets påstand om frifindelse til følge.”

 Landsdommerne Eva Staal, Thomas Jønler og Jens Chr. Brodersen (kst.) har behandlet sagen.

 

Til top Sidst opdateret: 14-01-2009 
Vestre LandsretseperatorAsmildklostervej 21seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 99688000seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk