Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i stadiondrabssagen i Aalborg 
23-10-2008 

V.L.S-1831-08
 

Vestre Landsret har i dag kl. 15.00 afsagt dom i sagen mod en nu 16-årig ung mand, der er tiltalt for mand­drab begået den 27. oktober 2007 ved stadion i Aalborg. Til­talte blev i au­gust 2008 under medvirken af nævninger i by­retten frifundet for manddrab, men i overensstemmelse med sin egen erkendelse dømt for vold med døden til følge. Ved byretsdommen blev til­talte idømt fængsel i 4 år.

Ved Vestre Landsret er tiltalte under medvirken af nævninger derimod fundet skyldig i manddrab efter straffelovens § 237. Landsrettens afgørelse om skyldsspørgsmålet har været enstem­mig.

Ved dommen har Vestre Landsret fastsat straffen til fængsel i 7 år. Der blev afgivet 15 stemmer for dette resultat, mens der blev afgivet 3 stemmer for at fastsætte straffen til mak­simumstraffen på fængsel i 8 år. Ved strafudmålingen har der været enighed om i skærpende retning at lægge vægt på det grove og meningsløse drab. De, der stemte for 7 år, har i formildende retning lagt vægt på, at tiltalte på gernings­tidspunktet var 15 år.

Landsrettens begrundelse om skyldsspørgsmålet er følgende:

Efter tiltaltes forklaring lægges det til grund, at tiltalte den 27. oktober 2007 om morgenen på vej hjem fra en bytur besluttede, at han ville tage F’s penge. Tiltalte fulgte på denne baggrund efter ham, da han gik ind på en sti ved tennisbanerne. En per­sonunder­søgelse af tiltalte på Retsmedicinsk Insti­tut den 28. oktober 2007 viste ingen læsioner eller ømhed af bløddele. Det lægges herefter til grund, at F ikke har udøvet vold mod tiltalte, og at han hel­ler ikke på anden relevant måde har givet anledning til til­taltes vold.

Efter tiltaltes egen forklaring lægges det endvidere til grund, at tiltalte sparkede F i brystet, til­delte ham knytnæveslag på kroppen og i ansigtet og tillige, mens tiltalte holdt hans hoved med begge hænder, et knæspark i ansigtet, hvorved F kom ned på knæ. Her­efter fik han 2-3 vristspark i ansigtet. Mens han lå ned med hovedet på fliseunderlag, fik han yderligere hælspark og vristspark, herunder på siden af ansigtet hen over næsepartiet. Tiltalte har yderligere forkla­ret, at F blev sparket 10-15 gange. Da han lå ned og ikke mere kunne værge for sig med armene, fik han yderligere to spark i ansigtet.

Efter vidnet A’s forklaring for landsretten lægges det yderligere til grund, at F under forløbet kom med nogle gurglelyde, som tiltalte syntes var skræm­mende og forfærdelige at høre på, og at tiltalte i panik herover sparkede ham igen. Det lægges ligele­des efter det samme vidnes forklaring til grund, at tiltalte også trampede på F’s hoved.

Efter obduktionserklæringen af 29. oktober 2007 og den supplerende retsmedicinske erklæring af 10. de­cember 2007 lægges det til grund, at volden mod F bl.a. resulterede i svære læsioner i ansigtet i form af brud af øjenhulebuen over venstre øje, knusning af begge kindbensbuer, begge overkæber og øjenhule­loftet på venstre side samt i kvæstelse af hjernevæ­vet, hjerneødem og følger efter nedpresning af hjer­nen.

Dødsårsagen antages i obduktionserklæringen at være de svære knusningslæsioner i ansigtet kompliceret med nedsugning af store mængder blod til luftvejene. Efter vicestatsobducentens forklaring lægges det i øvrigt til grund, at læsionerne i hjernevævet og ned­presningen af hjernen i sig selv kunne medføre, at døden indtrådte, hvis offeret ikke hurtigt kom under lægebehandling.

En kriminalteknisk erklæring vedrørende undersøgelse af F’s beklædning indeholder oplysninger om flere så­laftryk med blod på hans T-shirt. Det vurderes i er­klæringen bl.a., at gerningsmandens sko berørte dræbte et utal af gange, og at de blodstænk, der er konstateret på t-shirt og skjorte, er frembragt med en ikke ubetydelig kraft.

Også kriminalassistent B har for byretten forklaret, at overfaldet ud fra blodstænkene vurderes som meget voldsomt.

Landsretten finder det herefter bevist, at tiltalte tildelte F adskillige slag, tramp og spark i hovedet og kroppen, herunder mens han lå ned, hvorved han af­gik ved døden som følge af svære knusningslæsioner i ansigtet kombineret med nedsugning af store mæng­der blod til luftvejene.

Landsretten finder det ikke bevist, at tiltalte på noget tidspunkt under forløbet har udøvet volden med den hensigt at dræbe F.

Landsretten finder imidlertid under hensyn til det omfang, den voldsomhed og betydelige kraft, som vol­den mod ansigtet med bl.a. svære knusningslæsioner til følge har haft, at det har stået tiltalte klart, at det var overvejende sandsynligt, at F ville dø som følge af den fortsatte voldsomme voldsudøvelse. Landsretten har herved også lagt vægt på, at volden fortsatte med spark mod ansigtet, mens der kom gurglelyde fra det værgeløse offer, der til sidst lå ned med armene langs siden ude af stand til at be­skytte sig.

Tiltalte er derfor skyldig i manddrab.

Til top Sidst opdateret: 23-10-2008 
Vestre LandsretseperatorAsmildklostervej 21seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 99688000seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk