Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Dom i nævningesag 
25-01-2008 

V.L.S. 1409-07

Vestre Landsrets 4. afdeling har i dag efter 2 ugers behandling afsagt dom i en nævningesag mod 2 tiltalte, en 43-årig mand, T1 og en 31-årig mand, T2, der begge var tiltalt for blandt andet røveri og overtrædelse af straffelovens § 191 (narkotikalovgivningen).

T1 blev fundet skyldig i et røveri mod en bank i Spjald begået den 26. juli 2006 med et udbytte på 435.000 kr. med tilhørende overtrædelse af våbenloven og brugstyveri af en bil, forsøg på røveri af særlig grov beskaffenhed mod en sparekasse i Ryomgaard den 6. oktober 2006 med tilhørende overtrædelse af våbenloven og brugstyveri af en bil, overdragelse af 5 gram heroin og overtrædelse af straffelovens § 191 ved køb med henblik på videreoverdragelse af 120 gram heroin. Endvidere dømtes han for overdragelse af 5 gram heroin samt for besiddelse af en mindre mængde heroin og hash til eget brug. T1 blev frifundet for en tiltale for køb med henblik på videreoverdragelse af 50 gram heroin.

T2 blev fundet skyldig i det samme røveri mod banken i Spjald med tilhørende overtrædelse af våbenloven og brugstyveri af en bil, overtrædelse af straffelovens § 191 ved overdragelse eller besiddelse med henblik på overdragelse af i alt 206,4 gram heroin samt modtagelse af en mindre mængde heroin til eget brug.

Under behandlingen af sagen frafaldt anklagemyndigheden 4 forhold, mod især T2, for overtrædelse af narkotikalovgivningen.

T1 blev idømt fængsel i 12 år, som var en fællesstraf med en reststraf på 1884 dage, som stammede fra, at tiltalte var prøveløsladt den 14. juli 2006 fra afsoning af flere domme for blandt andet røveri.

T2 blev idømt fængsel i 4 år.

T1 og T2 blev dømt til solidarisk at betale erstatning til banken og dennes forsikringsselskab med 435.000 kr.

De tiltalte tog betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om anke til Højesteret. De blev efter domsafsigelsen begge fortsat varetægtsfængslet.

Til top Sidst opdateret: 25-01-2008 
Vestre LandsretseperatorAsmildklostervej 21seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 99688000seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk