Hop til indhold
domstol.dk

Advokater 


Møderet for landsret

 
En advokat har møderet for landsret, når advokaten har bestået en prøve i procedure.
 
Prøven består i, at advokaten udfører to egnede retssager, der slutter med en mundtlig forhandling.  I særlige tilfælde kan prøven erklæres for bestået alene på grundlag af en sag.
 
 De nærmere regler om møderet for landsret og om landsretsprøven findes i retsplejelovens § 133 og i landsretternes og Sø- og Handelsrettens vejledning om prøvesager.
 
Proceduretilladelse
 
Landsrettens præsident udsteder proceduretilladelse, jf. retsplejelovens § 136, stk. 5.

Proceduretilladelse kan udstedes til advokater og advokatfuldmægtige under følgende betingelser, jf. retsplejelovens § 136, stk. 4:

1. Advokater skal være ansat som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der har møderet for landsret.

2. Advokatfuldmægtige skal være ansat som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der har møderet for landsret, og forinden i mindst to år have deltaget i almindelig advokatvirksomhed, herunder behandling af retssager, som autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver advokatvirksomhed.

Arbejde i en juridisk stilling ved domstolene, anklagemyndigheden eller politiet, hvori behandling af retssager indgår som en væsentlig del, kan sidestilles hermed, jf. § 119, stk. 3, og § 136, stk. 4, 1. punktum.

Ved den 2-årige ansættelse forudsættes det, at der er tale om heldagsbeskæftigelse. For halvdagsstillinger vil 3 – 3 ½ års virksomhed som en gennemsnitsregel give grundlag for meddelelse af proceduretilladelse. Længere sammenhængende fraværsperioder med en varighed på over 3 måneder, som f.eks. barselsorlov, sygdom eller afvikling af værnepligt vil som udgangspunkt blive medregnet samlet med 3 måneder.      

Virksomhed i andre juridiske stillinger medtælles ikke ved vurderingen af, om 2-års kravet er opfyldt. Dette er en følge af, at der i retsplejelovens § 136, stk. 4, ikke er henvist til den i § 119, stk. 4, nævnte virksomhed. Det nævnte gælder uanset, at sådan virksomhed medtælles ved vurderingen af, om betingelserne for advokatbeskikkelse er opfyldt.

Ansøgning om proceduretilladelse må være ledsaget af følgende dokumentation:

a. Bekræftet kopi af advokatbeskikkelse, såfremt proceduretilladelsen søges af advokat.

b. Original ny principalerklæring, der nøje bør følge retsplejelovens formulering med hensyn til den praktiske uddannelse (§ 119, stk. 3). Endvidere bør der gives oplysning om deltidsbeskæftigelse og længere fraværsperioder, der jf. det ovenfor nævnte kan indgå i vurderingen af om 2-års kravet er opfyldt.

Søges proceduretilladelse af en advokat, må det ved erklæring fra principalen godtgøres, at der (fortsat) består et autoriseret fuldmagtsforhold. For advokatfuldmægtige gælder, at der skal fremsendes oplysning om tidligere autorisationer, såfremt ansættelsen hos den nuværende principal ikke har varet i 2 år.

c. Original autorisation fra byretspræsidenten, jf. § 135, stk. 2, sammenholdt med § 136, stk. 5. (Dette gælder tillige for advokater.)

Proceduretilladelsen gælder i 2 år fra den første procedure, jf. retsplejelovens § 136, stk. 4, 2. pkt. Når det findes rimeligt, kan landsretten forlænge dette tidsrum, jf. § 136, stk. 4, 3. pkt. Som eksempler på tilfælde, hvor landsretten har meddelt forlængelse af proceduretilladelser, kan nævnes uddannelsesophold eller arbejde i udlandet eller barselsorlov.

Advokaten/advokatfuldmægtigen skal medbringe den originale proceduretilladelse og forevise den for landsretten inden retsmødets begyndelse.

Det bemærkes, at advokater kan indstille sig til den i retsplejelovens § 133 nævnte prøve uden at have proceduretilladelse.

 
Beskikkelse af forsvarer/advokat
 
Der beskikkes forsvarer/advokat i straffesager og i sager, hvor parten har fri proces. Hvis den pågældende ikke har ønske om en bestemt forsvarer/advokat, vælger landsretten en forsvarer/advokat. Valget sker blandt et antal advokater, der er særligt antaget til dette.
 
I civile sager har enhver som udgangspunkt ret til at møde for sig selv, eller man kan lade visse nærtstående personer møde for sig. Retten kan pålægge en part at møde ved advokat.

Til top Sidst opdateret: 02-05-2011 
Vestre LandsretseperatorGråbrødre Kirkestræde 3seperator8800 ViborgseperatorTelefon: 86626200seperatorFax: 86626365seperatorEmail: post@vestrelandsret.dk