Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Ung mand dømt for voldtægt 
24-06-2016 

Den unge mand blev idømt fængsel i 8 måneder for voldtægt ved at have skaffet sig samleje med en ung kvinde, der på grund af beruselse og søvn befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.
 
Manden var efter anklageskriftet tiltalt for på sin egen adresse, at have skaffet sig samleje og andet seksuelt forhold end samleje med kvinden, der på grund af søvn/træthed og spirituspåvirkethed var ude af stand til at modsætte sig hans handlinger, idet han lagde sig bag hende, der lå i hans seng og sov, hvorefter han trak hendes trusser og gamacher af hende ned til knæene, og herefter stak sit lem op i hendes skede, ligesom han i denne forbindelse stak en eller flere fingre op i hendes anus. Manden nægtede sig skyldig.
 
Manden erkendte, at han havde haft samleje med kvinden i 5-10 sekunder men forklarede, at han troede, hun selv ønskede dette, idet hun havde presset sin bagdel mod hans skridt.
 
Efter de afgivne forklaringer lagde retten til grund, at kvinden var meget beruset, at hun havde kastet op i bilen på vej hjem fra den bytur, som parterne sammen havde deltaget i den pågældende nat og morgen, og at hun faldt i søvn i mandens seng med sit tøj på. Retten lagde endvidere efter kvindens forklaring til grund, at hun vågnede ved, at manden gjorde som beskrevet i anklageskrif­tet.
 
På baggrund af kvindens troværdige og detaljerede forklaring sammenholdt med de øvrige vidneforklaringer, en videooptagelse fra den bytur som parterne sammen havde deltaget i den pågældende nat, en sms-korrespondance mellem parterne umiddelbart efter den pågældende episode og mandens egen forklaring tilsidesatte retten mandens forklaring om, at han skulle have haft nogen grund til at tro, at hun skulle have accepteret hans handlinger.
 
Ved udmålingen af straffen lagde retten vægt på forarbejderne til voldtægtsbestemmelsen i straf­felovens § 216, stk. 1, nr. 2, hvorefter udgangspunktet for et enkeltstående fuldbyrdet tilfælde af at have skaffet sig samleje med en person i hjælpeløs tilstand skal være 8 måneders fængsel, og retten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i hverken formildende eller skærpende retning.
 
Manden har anket dommen til frifindelse.
 
SS R8-1073/2016
Til top Sidst opdateret: 24-06-2016 
Retten i SvendborgseperatorChristiansvej 41seperator5700 SvendborgseperatorTelefon: 99683200seperatorEmail: svendborg@domstol.dk