Spørgsmål & svar 

Nævninger medvirker som udgangspunkt i straffesager, hvis der er spørgsmål om en straf på mindst fire års fængsel.

Hver kommune laver en "grundliste", der indeholder et antal personer, som anses for at være egnede til at virke som nævninger og domsmænd. Fra grundlisterne udtager landsretterne hvert 4. år et antal personer til nævninge- og domsmandslisterne. Udtagelsen sker ved lodtrækning. Til de enkelte sager udpeger rettens præsident nævninger fra nævninge- og domsmandslisten efter tur.

Nævningerne og dommeren afgør i fællesskab skyldsspørgsmålet. Først diskuterer dommere og nævninger sagen og dernæst er der en afstemning om resultatet, hvor de hver har en stemme. Mindst to dommere og fire nævninger (i landsretten seks nævninger) skal stemme for en domfældelse, før den tiltalte kan findes skyldig.

En dom afsagt i en nævningesag i byretten kan ankes til landsretten. I landsretten deltager der ni nævninger og tre dommere, og de tager igen stilling til både skyldsspørgsmålet og strafudmålingen. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til, at landsrettens afgørelse indbringes for Højesteret, men Højesteret kan ikke tage stilling til skyldsspørgsmålet.

Der er med nævningereformen indført en fuldstændig to-instansbehandling, der betyder, at skyldsspørgsmålet kan behandles både i byretten og i landsretten. Der er dermed en udvidet mulighed for at få genbehandlet sagen, og derigennem begrænses risikoen for forkerte afgørelser. Desuden skal domme i nævningesager nu begrundes, hvilket de ikke skulle tidligere.