Retsmøder er som udgangspunkt offentlige. Enhver kan derfor komme ind og overvære et retsmøde. Dommeren kan dog nægte adgang for personer under 15 år.
Du kan finde ud af, hvad der foregår i retten, ved at se på retslisten. Retslisten kan du se på rettens hjemmeside eller uden for retslokalet.
Retten kan i særlige tilfælde bestemme, at ingen andre end sagens parter og lignende må overvære retsmødet. Sådanne sager foregår for "lukkede døre".
Dørlukning finder altid sted i sager om skilsmisse, separation og lignende. Dørene kan også lukkes i straffesager, når det er særligt påkrævet - f.eks. sager om seksualforbrydelser og lignende. Dørene kan endvidere lukkes, når hensyn til efterforskningen gør det nødvendigt, at offentligheden ikke får adgang.
Hvis du allerede er inde i retssalen og retten bestemmer, at dørene skal lukkes, skal du forlade retssalen med det samme.
Dørlukningen kan også fremgå af retslisten. Hvis det ikke fremgår, at sagen behandles for lukkede døre, kan du gå ud fra, at du har lov til at gå ind i retssalen og overvære, hvad der sker. Du kan forlade retssalen når som helst.
I retssalen er det forbudt at fotografere, at optage med videokamera eller at optage lyd på bånd. Mobiltelefoner skal være slukket.
Hvis du skal møde som vidne eller er sigtet/tiltalt - Se Domstol.dk > "Til dig der er......