Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Erstatningssager om overgangen til digital tinglysning 

Østre Landsret behandler en retssag mod Domstolsstyrelsen om erstatningsansvar for længere sagsbehandlingstid i forbindelse med overgangen til digital tinglysning.

En række borgere og virksomheder oplevede længere sagsbehandlingstider i forbindelse med tinglysning i 2009 og 2010 som følge af digitalisering af tinglysningen. En gruppe borgere anlagde derfor en retssag mod Domstolsstyrelsen ved oprettelse af Foreningen ”Gruppesøgsmål.nu”.

Retssagen behandles ved Østre Landsret, hvor hovedforhandlingen begynder den 22. januar 2019 og efter planen afsluttes den 3. april 2019. Der vil formentlig blive afsagt dom inden sommerferien.

Det digitale tinglysningssystem og baggrunden for gruppesøgsmålet

I 2009 blev det statslige digitale tinglysningssystem indført. Systemet har hele tiden været og er fortsat en succes.

Den digitale tinglysning indebar, at sagsbehandlingen blev papirløs og automatiseret i hovedparten af sagerne. Sagsbehandlingen blev også samlet ved Tinglysningsretten i Hobro. Med automatiseringen af sagerne skete en væsentlig effektivisering og forbedring af tinglysningsprocessen til gavn for alle. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid kom ned på mindre end én dag.

Der ekspederes hver måned ca. 140.000 tinglysninger. I over 85 % af alle sager sker tinglysningen nu helt automatiseret på få sekunder, efter at dokumentet er anmeldt til tinglysning. Inden overgangen til digital tinglysning var sagsbehandlingstiden - udover den tid der gik med at sende dokumenterne frem og tilbage – i gennemsnit næsten 7 dage med store udsving fra den ene byret til den anden.

Ved overgangen til det digitale tinglysningssystem skulle nogle sager fortsat behandles manuelt. Der var afsat ekstra ressourcer til dette og til de overraskelser, der måtte komme. Der opstod imidlertid uforudsete problemer, der skabte en ophobning af manuelt behandlede sager, selv om der blev tilført yderligere ressourcer. Den store mængde sager medførte længere sagsbehandlingstider, navnlig i slutningen af 2009 frem til begyndelsen af 2010. Sagsbehandlingstiden kom i perioden op over 8 dage i gennemsnit, men med store udsving, således at enkelte sager tog væsentligt længere tid.

I løbet af 2010 kom sagsbehandlingstiden ned på et normalt niveau for alle sager.

Hvad kræver de erstatningssøgende?

En gruppe borgere anlagde gennem Foreningen Gruppesøgsmål.nu i 2011 en retssag mod Domstolsstyrelsen med krav om erstatning for de tab, de mener at have lidt, fordi sagsbehandlingen tog længere tid end forventet. Erstatningskravet gælder for tinglysninger, der blev anmeldt fra september 2009 til udgangen af 2010.

De erstatningssøgende mener bl.a., at myndighederne (Domstolsstyrelsen, Tinglysningsretten og Justitsministeriet) ikke planlagde overgangen til det digitale tinglysningssystem godt nok. Ifølge de erstatningssøgende overså myndighederne problemer, der burde være forudset, afsatte for få ressourcer og greb for dårligt og for langsomt ind over for problemerne. Under alle omstændigheder mener de, at staten skal erstatte deres tab, fordi de statslige myndigheder udsatte borgerne for en risiko i ønsket om hurtigt at opnå de økonomiske besparelser ved det nye digitale tinglysningssystem.

Hvad er Domstolsstyrelsens synspunkt?

Domstolsstyrelsen beklager dybt de gener og mulige tab, som nogle borgere og virksomheder havde ved den længere sagsbehandlingstid i den første tid efter indførelsen af det digitale tinglysningssystem.

Udfordringerne i forbindelse med overgangen til det digitale tinglysningssystem skyldtes en række uforudsigelige og ekstraordinære omstændigheder. Tinglysningsretten var blevet rustet til at imødegå uforudsete problemer, men ikke de ekstraordinære omstændigheder, der indtraf, herunder at finanssektoren indleverede 200.000 pantebreve til digitalisering.

Der blev grebet effektivt ind, så snart som det var muligt. Situationen kom hurtigt under kontrol, men det krævede nogen tid at afvikle sagspuklen.

Domstolsstyrelsen bemærker, at erstatningskravene angår 426 sager om anmeldelse til tinglysning over en periode på 16 måneder. I den samme periode blev der ekspederet i alt 2.090.868 tinglysninger. Kravene angår økonomiske tab, der ikke er opgjort.

Forløbet siden gruppesøgsmålets anlæg

Retssagen blev anlagt i august 2011 og blev antaget som gruppesøgsmål den 26. september 2013. Tilmeldingsfristen til gruppesøgsmålet løb indtil den 30. juni 2014.

Siden har der været en omfattende skriftveksling mellem parterne, og der er fremlagt mere end 8.000 sider dokumenter. Efter ønske fra de erstatningssøgende har der været udpeget eksperter, der har udarbejdet to omfattende rapporter med svar på en række spørgsmål. Forberedelsen af retssagen har således været ekstraordinært omfattende og tidskrævende.

I oktober 2018 berammede landsretten hovedforhandling over 12 dage i januar, februar, marts og april 2019. Som nævnt forventes landsrettens dom at foreligge i sommeren 2019.

Østre Landsret behandler sideløbende med gruppesøgsmålet nogle retssager mod Domstolsstyrelsen, der er anlagt af ni erhvervsdrivende i 2013 og 2014.

Landsretten har endnu ikke berammet mundtlig forhandling i erhvervssagerne, men har med Domstolsstyrelsens godkendelse tilladt, at de erhvervsdrivende kan gøre rede for deres synspunkter under den mundtlige forhandling i gruppesøgsmålet.

En overordnet tidslinje for sagsforløbet i gruppesøgsmålet kan findes her.

Indgivelse af erstatningskrav

Hvis du mener at have tabt penge på, at tinglysningen i 2009 blev digitaliseret, kan du sende dit erstatningskrav til Domstolsstyrelsen, Store Kongensgade 1-3, 3. sal, 1264 København K eller til post@domstolsstyrelsen.dk.

Hvis du sender dit erstatningskrav til Domstolsstyrelsen efter den 31. december 2019, risikerer du, at dit krav er forældet.

Fristen for forældelse af erstatningskravene er forlænget i forhold til de almindelige forældelsesregler. Det er senest bestemt ved finanslov 2019, at fristen løber til den 31. december 2019.

Af teksten i finansloven fremgår, at fristen løber til den 31. maj 2020. Dette er udtryk for en teknisk foranstaltning for at sikre fristen, såfremt finansloven 2020 ikke er færdigbehandlet ved udgangen af 2019. En eventuel yderligere forlængelse af fristen udover den 31. december 2019 vil således afhænge af finanslov 2020, når den er vedtaget.

 

______________________________________________________________
Vil du vide mere om digital tinglysning, kan du læse om det på Tinglysningsrettens hjemmeside, www.tinglysningsretten.dk. Det digitale tinglysningssystem er tilgængeligt på www.tinglysning.dk

  • Kammeradvokaten
    Læs Kammeradvokatens udtalelse om sin erstatningsretlige undersøgelse.
Til top Sidst opdateret: 18-01-2019 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorTelefon: 70103322seperatorEmail: Se alle adresser her