Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Advokatbistand til småsager 

Formålet med de nye regler om småsager er blandt andet, at parterne skal kunne gennemføre mindre civile sager uden for store omkostninger.

Det er dog under visse betingelser muligt at få hjælp til advokatbistand og til dækning af de øvrige omkostninger ved sagen.

Retshjælpsforsikring
De fleste almindelige indboforsikringer indeholder retshjælpsforsikring, som helt eller delvist dækker de udgifter, der er forbundet med en retssag. Hos dit forsikringsselskab kan du få vejledning om, hvilke udgifter selskabet dækker i de sager, der behandles efter reglerne om småsager.

Retten vil gerne hjælpe dig med at anmelde sagen til forsikringsselskabet. Du kan læse om retshjælpsforsikring på www. forsikringsoplysningen.dk 

Fri proces
Du har mulighed for at søge fri proces til en småsag. Fri proces betyder, at du som udgangspunkt ikke skal betale retsafgift og sagsomkostninger, og at statskassen betaler udgifterne til advokatbistand.

Da retten selv forbereder småsagerne, dækker den fri proces kun udgifterne til advokatens bistand til hovedforhandlingen. Hvis du taber sagen og bliver dømt til at betale omkostninger til den anden part, betaler statskassen også disse omkostninger.

Du kan læse mere om betingelserne for at få fri proces under punktet ”Rådgivning” i hovedmenuen. Her kan du også finde et ansøgningsskema.

Offentlig retshjælp ved advokat
Som privatperson har du mulighed for at få offentligt tilskud til retshjælp ved en advokat, hvis du opfylder visse betingelser. Det offentlige betaler en del af advokatens salær, mens du selv skal betale resten.

Retshjælpen omfatter rådgivning, herunder rådgivning til at finde en forligsmæssig løsning på sagen.  Det er en betingelse for at få offentlig retshjælp, at din husstandsindkomst ikke overstiger et nærmere fastsat beløb.  

Retten kan oplyse dig om navne og adresser på advokater i retskredsen, som yder retshjælp med offentligt tilskud.

Advokatvagten
I mange byer er der oprettet en advokatvagt, hvor alle kan få grundlæggende mundtlig rådgivning. Denne rådgivning er gratis. På www.advokatsamfundet.dk kan du læse mere om advokatvagten, og du kan finde oplysninger om adresser og åbningstider.

Til top Sidst opdateret: 14-12-2007 
DomstolsstyrelsenseperatorStore Kongensgade 1-3seperator1264 København K.seperatorEmail: Se alle adresser her