Testamentet er gyldigt fra det øjeblik, du har underskrevet det hos notaren.
Når notaren har påtegnet testamentet, vil du eller din advokat få det originale testamente tilsendt, med en påtegning om, at du har underskrevet testamentet i notarens påsyn, og at notaren har skønnet, at du fornuftsmæssigt var i stand til at oprette testamente. Vi anbefaler, at du opbevarer testamentet et sted, hvor det er nemt at finde. Hvis dit testamente indeholder bestemmelser om din begravelse, er det en god ide, at du fortæller det til dine nærmeste.
Retten opbevarer en genpart af testamentet og sørger for at oprettelsen indberettes til Centralregistret for Testamenter. Dette sikrer, at skifteretten får besked efter din død.
Hvis du senere ønsker at ændre eller tilbagekalde testamentet kræver det, at du opretter et nyt testamente, hvori du ændrer eller tilbagekalder det tidligere testamente.