Sagsøger havde været lejer hos sagsøgte og i forbindelse med fraflytning fremsat krav om tilbagebetaling af depositum. Sagsøgte havde dog gjort gældende, at han som udlejer havde et istandsættelseskrav mod lejer, der langt oversteg dennes krav på tilbagebetaling af depositum. Retten lagde til grund, at udlejer ikke havde bevist, at vandindtrængen i kælderen skyldtes forhold, der kunne lægges lejeren til last, men fandt, at den mest sandsynlige årsag til dette var, at kælderen efter datidens byggeskik ikke var tilstrækkeligt sikret mod, at der trængte vand ind igennem kældervæggen. Retten fandt det endvidere ikke bevist, at udlejer inden for 2 uger fra fraflytningsdagen havde fremsat krav om udbedring af det lejede. Udlejer havde derfor fortabt enhver mulighed for at fremsætte krav om istandsættelse, hvorfor retten, ligesom Huslejenævnet, fandt, at udlejer havde pligt til at tilbagebetale indbetalt depositum.