OBS: navneforbud
Den 31. maj 2011 kl. 14.00 blev retten sat på Helligkorsvej 7, Roskilde.
Retsmødet var offentligt.
Rettens nr. 9-6850/2010
Politiets nr. SAIS-2008-6250-0013
Anklagemyndigheden
mod
NN (Navneforbud)
Arrestantsag
Ingen var mødt eller indkaldt.
Sagens akter var til stede.
Dommeren bemærkede, at der i retsmødet den 16. maj 2011 blev afsagt kendelse om, at sigtede fortsat skal være varetægtsfængslet til den 9. juni 2011 i medfør af retsplejelovens § 767, stk. 1, nr. 1, jf. § 762, stk. 1, nr. 1 og 3.
Under retsmødet blev det på forsvarerens anmodning drøftet, om der er dansk straffehjemmel med hensyn til folkedrab, der er begået af en udlænding i udlandet. Det blev under retsmødet aftalt, at anklageren og herefter forsvareren skulle fremsende et kortfattet processkrift herom.
Retten har modtaget processkrifter af 19. og 24. maj 2011 fra Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager og processkrifter af 24. og 25. maj 2011 fra forsvareren, advokat Bjørn Elmquist.
Anklagemyndigheden og forsvareren har anmodet retten om at træffe afgørelse på skriftligt grundlag.
Der blev herefter afsagt
K e n d e l s e :
Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der i den foreliggende sag findes to grundlag for dansk straffemyndighed, nemlig straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 8a.
Anklagemyndigheden har særligt om straffemyndighed med hjemmel i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, anført, at det af forsvareren er ubestridt, at sigtede er bosat i Danmark i den i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1 nævnte forstand, og at det af forsvareren er ubestridt, at de påsigtede folkedrabshandlinger er strafbare efter rwandisk ret. Dansk straffemyndighed for folkedrab efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, er således i den konkrete sag alene betinget af, at folkedrab i Rwanda kan straffes som sådan efter dansk lovgivning.
Lov om straf for folkedrab, lov nr. 132 af 29. april 1955, giver ingen indikation om, at lovens gyldighedsområde er begrænset til Danmark. Forarbejderne til loven forholder sig ikke udtrykkeligt til spørgsmålet om lovens gyldighedsområde. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at lovforslaget var resultatet af Justitsministeriets overvejelser om behovet for ændringer i dansk straffelovgivning som følger af ratifikationen af folkedrabskonventionen. Loven blev således vedtaget for at gennemføre de forpligtelser, der følger af konventionen. Der henvises til FT 1954-55: 2970, 3092, 3707, 3841; A1641ff; B 535.
En formålsfortolkning af loven om straf for folkedrab samt en inddragelse af de interesser, loven søger at beskytte, vil fokusere på at forhindre og straffe folkedrab, hvilket taler imod, at loven skulle være territorialt begrænset.
Den korte lovtekst giver ingen indikationer om, at folkedrabslovens gyldighedsområde er begrænset til Danmark, jf. Udenrigsministerens besvarelse af Folketingets Udenrigsudvalgs spørgsmål nr. 9 (L20 forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol af 4. oktober 2000 - bilag 12) og gentaget i Justitsministerens besvarelse af samme udvalgs spørgsmål nr. 14 (FT 2000-01 tillæg B, side 726), hvoraf fremgår, at: "... straffebestemmelserne i lov nr. 132 af 29. april 1955 om straf for folkedrab ikke efter deres gerningsindhold er territorialt begrænset til dansk område. Dansk ret indeholder således materielle straffebestemmelser vedrørende folkedrabsforbrydelser, også når disse er begået i udlandet". Det fremgår videre af de almindelige bemærkninger til L20 forslag til lov om Den Internationale Straffedomstol af 4. oktober 2000, at "de forhold, der omfattes af statuttens artikel 6 (folkedrab), er strafbare i Danmark efter lov nr. 132 af 29. april 1955 om folkedrab" (FT 2000-01, Tillæg A, side 499).
Den omstændighed, at lov om straf for folkedrab er en særlov, kan ikke i sig selv være afgørende for lovens gyldighedsområde. Af bemærkningerne til forslaget til lov om straf for folkedrab, fremgår, at afgørelse af, om bestemmelserne skulle placeres i straffeloven eller i en særlov, blev truffet på basis af lovtekniske overvejelser.
Da der således ikke er klare holdepunkter for, at lov om straf for folkedrab skulle være territorialt begrænset, og da en overordnet fortolkning baseret på formål og beskyttelsesinteresser taler imod en territorial begrænsning, er lov om straf for folkedrab anvendelig i den konkrete sag vedrørende folkedrab begået i Rwanda i 1994, og der er således dansk straffemyndighed for den rejste sigtelse for folkedrab i medfør af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Anklagemyndigheden har særligt om straffemyndighed med hjemmel i straffelovens § 8a anført, at § 8a blev indsat i straffeloven i 2008 på baggrund af Jurisdiktionsudvalgets betænkning nr. 1488 fra 2007. Statutten for den Internationale Straffedomstol trådte i kraft den 1. juli 2002. Det kan derfor overvejes, hvilken betydning det har, at de påsigtede handlinger blev begået i 1994 i Rwanda. Af de særlige bemærkninger til lovforslag nr. 16 af 28. november 2007 om ændring af straffeloven og forskellige andre love (Dansk Straffemyndighed) fremgår følgende bemærkninger til ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 8: ”… Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008. Det må afgøres efter almindelige principper, i hvilket omfang de foreslåede lovændringer vil kunne anvendes, hvis det pågældende forhold er begået inden lovens ikrafttræden. Det kan bl.a. ikke antages at være i strid med disse principper at anvende en udvidet straffemyndighed i tilfælde, hvor det pågældende forhold var strafbart både i gerningslandet og i Danmark på gerningstidspunktet…”.
Betænkning nr. 1488 overvejer på side 298 f spørgsmålet i forhold til § 8a.: ”… Som anført ovenfor under afsnit 3.7 trådte statutten for Den Internationale Straffedomstol i kraft den 1. juli 2002. Domstolene har derfor ikke jurisdiktionskompetence i forhold til handlinger begået forud for den 1. juli 2002 (jf. herved statuttens artikel 11). Udvalget har på den baggrund overvejet, om en ny bestemmelse om dansk straffemyndighed i forhold til forbrydelser af den art, der er omfattet af statutten, alene bør finde anvendelse i forhold til lovovertrædelser begået efter den nævnte dato. Udvalget finder imidlertid ikke grundlag for en sådan tidsmæssig begrænsning af anvendelsesområdet for den foreslåede jurisdiktionsbestemmelse. Udvalget foreslår således, at den nye bestemmelse også bør finde anvendelse på folkedrab mv. begået forud for indførelsen af bestemmelsen. Det forudsættes i øvrigt, at bestemmelsen alene vil kunne anvendes med tilbagevirkende kraft, i det omfang straffelovens § 3 og de folkeretlige regler herom (jf. herved § 12), ikke er til hinder herfor…”.
Forsvareren har gjort gældende, at der ikke er dansk straffemyndighed vedrørende den principale sigtelse for folkedrab. Forsvareren har til støtte herfor navnlig gjort gældende, at lov om straf for folkedrab er begrænset til kun at omfatte folkedrab begået på dansk territorium. Dette er i fuld overensstemmelse med folkedrabskonventionen, som pålægger staterne territorial straffemyndighed.
Det er uden betydning, at Udenrigsministeren og Justitsministeren i to svar på spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg i 2002 anførte, at lov om straf for folkedrab ikke er territorialt begrænset. Det kan ikke og bør ikke være muligt at udvide en lovs anvendelsesområde til global anvendelse gennem en ministers svar til et folketingsudvalg. En sådan ændring må kræve klar og udtrykkelig lovhjemmel.
Forsvareren har blandt andet henvist til Christian Karstensens konklusion i projektet "Dansk jurisdiktion over folkedrab begået i udlandet", til Vagn Greve i "Enhver Stats Pligt", side 328, og til Lars Plum samme sted side 53, og til Andreas Laursen i "Internationale forbrydelser i dansk ret", side 85 ff og 328.
Forsvareren har i øvrigt anført, at det danske retsvæsen ikke er egnet til at behandle sager om folkedrab begået i udlandet, og forsvareren har i denne sammenhæng henvist til de begrænsede efterforskningsmuligheder og sproglige, kulturelle og juridiske forskelligheder. Kvalitetsniveauet ved ICTR i Arusha i Tanzania er langt højere end ved en pådømmelse af tilsvarende straffesag i Danmark, og forsvareren har i denne sammenhæng henvist til den multinationale sammensætning af personalet ved ICTR i Arusha og til årtiers indsamling af erfaringer ved selve domstolen, anklagemyndigheden og forsvarerne ved ICTR i Arusha.
Forsvareren har endelig anført, at der heller ikke i straffelovens § 8a er den fornødne straffehjemmel. Statutten for ICC er fra 2002, og nærværende sag vedrører sigtelser om forhold fra 1994. Hvis man fandt straffemyndighed med hjemmel i straffelovens § 8a, ville dansk straffehjemmel blive tillagt tilbagevirkende kraft.
Rettens bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at sigtede principalt er sigtet for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a, subsidiært manddrab efter straffelovens § 237 og medvirken hertil efter straffelovens § 23, men at retten i grundlovsforhøret den 9. december 2010 og ved senere fristforlængelser, senest den 16. maj 2011 alene tog stilling til, at der var begrundet mistanke om, at sigtede havde deltaget i og medvirket til flere drab, jf. straffelovens § 237.
Når den principale sigtelse for folkedrab er opretholdt, finder retten, at det er nødvendigt af hensyn til sagens videre behandling, herunder tilrettelæggelse af bevisførelsen, at der tages stilling til, om der er dansk straffemyndighed vedrørende den principale sigtelse, der vedrører folkedrab begået i Rwanda af en udlænding.
En straffehjemmel efter straffelovens § 7, stk.1, nr. 1, forudsætter, at der er tale om såkaldt dobbelt strafbarhed. Det er derfor af betydning at få fastlagt, om folkedrab begået af en udlænding i udlandet er strafbart i Danmark. FN’s folkedrabskonvention af 9. december 1948 om forebyggelse af og straf for folkedrab bestemmer i artikel V, at "De kontraherende Parter påtager sig i overensstemmelse med deres forfatninger at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig for at sætte nærværende konventions bestemmelser i kraft, og især at foreskrive effektive straffe for personer, der er skyldige i folkedrab eller en af de andre i artikel II angivne handlinger". Det bestemmes i konventionens artikel VI, at: "Personer, der anklages for folkedrab eller for en anden i artikel III nævnt handling, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret, som måtte have jurisdiktion i forhold til de kontraherende parter, der har anerkendt dens jurisdiktion".
I sin fremsættelsestale den 31. januar 1951 til rigsdagsbeslutning om Danmarks ratifikation af FN’s folkedrabskonvention anførte Justitsminister Helga Pedersen, at ”… Derimod ligger der ikke det i begrebet, som har været foreslået fra visse sider, at staterne på forhånd skulle være forpligtede til at anerkende en international domstols kompetence, eller at enhver stat skulle have ret til at pådømme handlinger, uanset hvor de var begået…”, jf. Rigsdagstidende 1950-51, forhandlinger, bind II, spalte 1990. Justitsminister Helga Pedersen anførte videre, at ”… ratifikation af konventionen medfører således pligt for Danmark til at iværksætte strafforfølgning mod personer, der på dansk område gør sig skyldige i de strafbare handlinger…”, jf. Rigsdagstidende 1950-51, forhandlinger, bind II, spalte 1991-1992.
Under de samme forhandlinger udtalte Hans Hækkerup følgende: ”… Når det i artikel I hedder, at konventionen også omfatter folkedrab begået i fredstid, kan vi formentlig være enige om, at dette ikke har nogen større betydning, også når henses til indholdet af artikel VI, der kun åbner mulighed for dom i den stat, på hvis område handlingen er begået…”, jf. Rigsdagstidende 1950-51, forhandlinger, bind II, spalte 2222. Kirsten Gloerfelt-Tarp omtalte under de samme forhandlinger, at konventionen ”… heldigvis ikke synes at have praktisk betydning for vort lands område… ”, jf. Rigsdagstidende 1950-51, forhandlinger, bind II, spalte 2225. Det fremgår af Rigsdagstidende 1950-51, forhandlinger, bind II, spalte 2232, at Justitsminister Helga Pedersen konstaterede, at ”… mine bestræbelser indtil nu er i og for sig kun gået ud på at gennemføre, at vores nationale straffelov i det store og hele dækker de forhold, der omhandles i konventionen...”.
I forbindelse med vedtagelsen i 1955 af folkedrabsloven udtalte Justitsminister Hans Hækkerup, at ”… de forhold konventionen omfatter, er af en så særlig karakter, at der kun under eller efter ekstraordinære forhold kan tænkes at blive praktisk anvendelse for dem her i landet…”, jf. FT 1954-55, tillæg A, spalte 1645. Helga Petersen anførte, at ”… Det foreliggende lovforslag slutter sig ganske nøje til konventionen om folkedrab…", jf. FT 1954-55, forhandlingerne, spalte 3092.
Retten må lægge til grund, at formålet med vedtagelse af folkedrabsloven var at opfylde de forpligtelser, som den danske stat havde påtaget sig i forbindelse med ratificering i 1951 af FN konventionen. Retten finder, at Danmark ved at ratificere FN konventionen og ved vedtagelse af folkedrabsloven har forpligtet sig til at kriminalisere og retsforfølge personer, der begår folkedrab indenfor statens territorium, men retten finder ikke holdepunkter for at antage, at der tillige er skabt hjemmel til i Danmark at retsforfølge udlændinge, der er sigtet for at have begået folkedrab i et andet land.
Det bemærkes, at den omstændighed, at det ikke udtrykkeligt er nævnt i folkedrabsloven, at loven er begrænset til at vedrøre folkedrab begået på dansk territorium, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at slutte modsætningsvis.
Efter det af anklagemyndigheden og forsvareren oplyste, er der ikke ført sager ved danske domstole vedrørende tiltale for overtrædelse af folkedrabsloven. Retten kan derfor ikke ud fra nogen retspraksis lægge til grund, at anvendelsesområdet for folkedrabsloven i det forløbne halve århundrede er blevet udvidet fra oprindeligt kun at omfatte forhold begået indenfor Danmark, til også at omfatte forhold begået i udlandet.
Det bemærkes særligt, at Udenrigsministerens og Justitsministerens svar på spørgsmål stillet af Folketingets Udenrigsudvalg i 2002 efter rettens opfattelse ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at statuere, at den oprindelige territoriale begrænsning til dansk område er ophævet til fordel for en global anvendelse.
Retten finder således, at der i nærværende sag ikke er straffemyndighed med hjemmel i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1.
Ved afgørelsen af, om der er dansk straffemyndighed med hjemmel i straffelovens § 8a, må det bemærkes, at denne bestemmelse er indsat i straffeloven i 2008. Statutten for den Internationale Straffedomstol trådte i kraft den 1. juli 2002. Nærværende sag drejer sig om handlinger, der er begået i Rwanda i 1994. Retten finder, at der ikke kan blive tale om at anvende bestemmelsen i straffelovens § 8a på forhold, der er begået forud for indførelsen af bestemmelsen.
Som følge af det anførte finder retten, at der ikke i de af anklagemyndigheden anførte bestemmelser i straffelovens § 7, stk. 1, nr.1, eller § 8a er dansk straffemyndighed med hensyn til den principale sigtelse i nærværende sag.
Derfor
b e s t e m m e s :
Der er ikke dansk straffemyndighed efter straffelovens § 7, stk. 1, nr. 1, eller § 8a vedrørende den principale sigtelse for folkedrab efter folkedrabslovens § 1, litra a.
Som anført indledningsvis i kendelsen har retten i grundlovsforhøret og ved de senere fristforlængelser - senest den 16. maj 2011 - taget stilling til, at der var begrundet mistanke om, at sigtede havde gjort sig skyldig i drab eller medvirken hertil, og afsigelsen af ovenstående kendelse giver derfor ikke retten anledning til at træffe forholdsregler med henblik på en mulig ændring af kendelsen af 16. maj 2011, hvorved det blev bestemt, at sigtede fortsat skal være varetægtsfængslet til den 9. juni 2011.
Sagen udsat.
Retten hævet.