Retten i Roskildes dom af 18 september 2009
02-10-2009
Fængsel i 1 år og 3 måneder for besiddelse af våben mv.
-
- Domsmandsretten fandt den 18. september 2009 en 40-årig tiltalt skyldig i flere forhold, herunder på en campingplads at have besiddet en salonriffel tilvirket som en pistol med tilhørende ammunition. Der var også tale om besiddelse af bl.a. ulovlige knive og besiddelse af i alt ca. 350 gram hash, hvoraf 200 gram var bestemt til videreoverdragelse.
-
- Tiltalte erkendte de faktiske omstændigheder men bestred, at besiddelsen af skydevåbenet kunne henføres under straffelovens § 192a, stk. 1, om overtrædelse af våbenlovgivningen under særlig skærpende omstændigheder. Tiltalte forklarede, at han havde taget våbenet fra nogle drenge og ville have afleveret det under frit lejde aktionen men blev forhindret heri.
-
- Retten fandt, at forholdet var omfattet af straffelovens § 192a, stk. 1, således som bestemmelsen er formuleret efter den seneste lovstramning, der trådte i kraft den 15. juni 2009. Retten fandt ingen undskyldende omstændigheder og udmålte straffen til fængsel i 1 år og 3 måneder. Tiltalte blev endvidere på grund af et færdselsforhold betinget frakendt førerretten. Dommen blev anket.