Hop til indhold
domstol.dk

Andelshaver var berettiget til at ophæve sin tegningsaftale på grund af forsinkelse 
27-07-2011 

Dom af 1. juni 2011
 

Sagsøgte havde projektudbudt og virket som totalentreprenør på opførelsen af 12 andelsboliger. Den 12. juni 2007 underskrev sagsøger en tegningsaftale om en andel med forventet indflytningsdato i marts 2008. Det fremgik af kontrakten, at sagsøgte havde ret til at ændre overtagelsesdagen, dog ikke mere end 60 dage efter den foreløbige dato. Sagsøger havde samtidig modtaget en kopi af udkastet til entrepriseaftalen, hvoraf fremgik, at denne havde forrang i tilfælde af uoverensstemmelser mellem de to kontrakter. Der sås ikke at være uoverensstemmelser i det udleverede udkast. Den 6. marts 2008 blev den endelige entrepriseaftale underskrevet af andelsboligforeningens bestyrelse. Heraf fremgik, at overtagelsesdagen var flyttet til den 1. september 2008 og at sagsøgte havde mulighed for ensidigt at ændre overtagelsesdagen, dog ikke udover 3 måneder fra den foreløbigt fastsatte dato. Henover sommeren 2008 fremstod det som urealistisk, at overtagelsesdagen den 1. september 2008 eller en dato umiddelbart herefter kunne fastholdes. Retten anså i den forbindelse sagsøgers e-mail af 13. juli 2008 som en påmindelse om, at han ville hæve aftalen, hvis han ikke modtog en redegørelse inden 7 dage. Den endelige overtagelse blev 1. marts 2009. Retten fandt under disse omstændigheder, at sagsøgte groft havde tilsidesat sine forpligtelser, ikke blot efter tegningsaftalen, men også efter den efterfølgende entrepriseaftale. Det fremgik af tegningsaftalen, at sagsøger kunne hæve ved væsentlig misligholdelse fra sagsøgtes side og da hverken den efterfølgende entreprisekontrakt eller de vedtagne vedtægter i andelsboligforeningen kunne ændre på forholdet mellem sagsøger og sagsøgte, var sagsøger berettiget til at hæve aftalen.

Til top Sidst opdateret: 27-07-2011 
Retten i RoskildeseperatorHelligkorsvej 7seperator4000 RoskildeseperatorTelefon: 46302500seperatorFax: 46368826seperatorEmail: roskilde@domstol.dk