Anmodning om aktindsigt for så vidt angår byrettens dom- og retsbøger kan ske ved personlig eller skriftlig henvendelse til Retten i Roskilde, administrationen, Helligkorsvej 7, 4000 Roskilde.
Skriftlig bestilling af udskrifter m.v. kan ske via telefax 46 15 42 12, eller via e-mail til: adm.ros@domstol.dk . Der er mulighed for at betale med Dankort ved personlig henvendelse. Endvidere kan der forudbetales via byrettens bankforbindelse reg.nr. 0216, kontonr. 4069134327.
Adgangen til aktindsigt er reguleret i retsplejelovens kapitel 3 a, §§ 41 a - 41 g.
Hovedreglerne er kort:
- Enhver kan gratis få adgang til at gennemse en doms konklusion, når
anmodning herom fremsættes inden en uge efter dommens afsigelse.
- Enhver kan som udgangspunkt forlange at få aktindsigt ved udlevering
af udskrift af domme og kendelser.
- Enhver har ret til to arbejdsdage før domsforhandlingen at få udleveret
kopi af et påstandsdokument i en civil sag.
En anmodning om aktindsigt skal angive det dokument eller den sag, som man ønsker at få aktindsigt i, således at den, der behandler anmodningen om aktindsigt, uden besvær kan finde sagen frem. Der er et forudgående krav, at ansøgeren kan identificere den konkrete sag. Det vil f.eks. ikke være muligt at få aktindsigt i straffedomme vedrørende en bestemt person blot ved at henvise til vedkommendes navn.
En udskrift/kopi koster normalt 175,- kr., der betales samtidigt med bestillingen.
Der er visse typer af sager, der er fritaget for adgangen til aktindsigt. Det er f.eks.
· forældremyndighedssager,
· faderskabssager,
· værgemålssager,
· straffesager, der er endeligt afsluttet for mere end 1 år siden,
· kendelser i straffesager, der ikke er endeligt afsluttet,
· sager der er behandlet for lukkede døre og
· forklaringer, der er omfattet af referatforbud.
Adgangen til aktindsigt ka begrænses f.eks. i verserende straffesager, når det er nødvendigt eller det af særlige grunde er krævet.
Der er også mulighed for at få aktindsigt i dokumenter/bilag, der vedrører en civil sag eller en straffesag, men det kræver, at den der fremsætter anmodningen har en individuel, væsentlig interesse i et konkret retsspørgsmål, i det omfang dokumenterne har betydning for vurderingen af det pågældende retsspørgsmål.
I straffesager gælder adgangen til aktindsigt dog først, når sagen er endeligt afsluttet, dvs. at ankefristen er udløbet, og sagen ikke er anket. Begæring om aktindsigt i dokumenter/bilag, der vedrører en straffesag, der er afgjort af Retten i Roskile, skal indgives til Midt- og Vestsjællands Politi. Parterne i en sag kan få kopi af dom- og retsbogen og som udgangspunkt sagens øvrige dokumenter. I straffesager kan retten til aktindsigt dog fraviges.
Det bemærkes, at visse afgørelser kun udleveres i anonymiseret form, samt at adgangen til aktindsigt ikke omfatter interne arbejdsdokumenter.
Der gælder særlige regler for journalisters og forskeres adgang til aktindsigt.
Forurettede i en straffesag kan efter anmodning vederlagsfrit få en ekstraktudskrift af dommen.
Retten har som udgangspunkt 10 dage til at behandle en anmodning om aktindsigt, men vil i øvrigt snarest muligt afgøre om en anmodning kan imødekommes.
Afgørelse om aktindsigt træffes efter anmodning ved kendelse. Kendelsen kan kæres til Østre Landsret.
Bestilling af udskrifter fra skifteafdelingen
Ved bestilling af udskrifter har skifteafdelingen brug for følgende oplysninger:
- Sagens nr. og/eller sagens parter
- Navn, adresse og eventuelt telefonnummer på udskriftsbestilleren
- Typen af udskrift (konkursfrihedsbevis, udskrift af retsbog fra et enkelt
retsmøde eller en fuldstændig retsbogsudskrift)
Ved bestilling af retsbog oplyses retlig interesse.
Udskriftsgebyret er på kr. 175,-, og kan betales med check, kontanter eller via til skifteafdelingens konto 0216 4069134343.
Bestillingen af udskriften sendes til:
Skifteretten i Roskilde
Helligkorsvej 3
4000 Roskilde