Hop til indhold
domstol.dk

DR dokumentar om retssag 
17-03-2011 

For første gang i dansk retshistorie har et filmhold fået lov til at følge og filme en retssag. Resultatet ’Med døden til følge’ vises på DR1 den 16. marts kl. 20.00.
DR1 viste den 16. marts kl. 20.00 dokumentaren ’Med døden til følge’. Det er første gang i Danmark, at et filmhold har fået tilladelse til at filme en hovedforhandling i en straffesag i sin fulde længde.  
Den prisbelønnede instruktør Eva Mulvad (kvinden bag blandt andet ’The Good Life’ og ’Vores lykkes fjender’) og fotograf Lars Skree (’Armadillo’) har fulgt retssagen i alle dens akter og skabt et dokumentarisk drama fra en verden, der aldrig tidligere er blevet skildret så nært herhjemme.
 
Retssag fra Retten i Roskilde
Dokumentaren følger på tætteste hold en sag, der blev behandlet ved Retten i Roskilde. Sagen handler om to venner, der kommer i klammeri efter en aften, hvor der er blevet drukket tæt. Det ender ulykkeligvis med, at en 40-årig mand får skåret halspulsåren over med døden til følge. Dokumentaren følger sagen helt frem til domsafsigelsen, og seerne møder undervejs forsvareren og anklageren, der henholdsvis plæderer for uagtsomt manddrab og vold med døden til følge. 
”En lang række personer ved embedet - og ikke mindst dommer Tove Horsager - har deltaget i opgaven med filmoptagelsen ved Retten i Roskilde. Filmen viser, hvordan straffesagen håndteres af retssystemet, hvordan anklager, forsvarer og dommer arbejder og følger tiltalte under hele sagens forløb. Vi ser optagelser fra gerningsstedet, rekonstruktion, afhøring i retten af tiltalte og vidner m.v. Vi er selv tilfredse med resultatet og synes, at filmen giver et godt indtryk af, hvordan en straffesag håndteres i det danske retssystem”, fortæller Anja Olsen, sekretariatschef ved Retten i Roskilde.
 
Offentlig debatvisning
Forud for tv-premieren af dokumentaren, var der arrangeret en offentlig visning af filmen i Københavns byret på Nytorv tirsdag 8. marts kl. 16.00. Visningen blev efterfulgt at en debat.

Du kan læse mere på DRs hjemmeside

Til top Sidst opdateret: 17-03-2011 
Retten i RoskildeseperatorHelligkorsvej 7seperator4000 RoskildeseperatorTelefon: 46302500seperatorFax: 46368826seperatorEmail: roskilde@domstol.dk