Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Var tvangsanbringelse af en 17-årig dreng ulovlig frihedsberøvelse? 
14-12-2018 

Procesbevillingsnævnet har den 13. december 2018 meddelt en person tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 5. juli 2018.
Personen, der i dag er 22 år, blev da han var 17 år tvangsanbragt uden for hjemmet. Den anbringende kommunen indgik på den baggrund aftale med en selvejende institution om anbringelse på et af den selvejende institutions anbringelsessteder. Drengen blev herefter anbragt på to institutioner, som han begge flygtede fra.

Efter at have været efterlyst blev han med bistand fra politiet den 15. april 2014 anbragt i et sommerhus på en mindre dansk ø sammen med to ansatte fra den selvejende institution, indtil han den 25. maj 2014 blev flyttet fra øen til en lejlighed også tilhørende den selvejende institution.

Da drengen var blevet anbragt i sommerhuset, forsøgte han to gange at flygte ned til færgen for at forlade øen. De ansatte fulgte efter drengen ned til færgen og prøvede mundtligt at overtale drengen til at følge med tilbage til sommerhuset. Da det ikke lykkedes, bad de den lokale landbetjent om hjælp. Landbetjenten fik herefter overtalt drengen til at følge med tilbage til sommerhuset. Landbetjenten havde – i forbindelse med, at han oplyste drengen om, at han ikke måtte forlade øen – én gang fysisk fat i drengens skulder og arm.

Drengen lagde herefter sag an mod henholdsvis kommunen og den selvejende institution med påstand om, at han var berettiget til godtgørelse for tort som følge af, at han havde været ulovligt frihedsberøvet i perioden på øen. Kommunen såvel som den selvejende institution påstod frifindelse.

Byretten fandt, at der var tale om ulovlig frihedsberøvelse

Byretten fandt, at det forhold, at der var tale om en presset 17-årig dreng, der ikke havde mulighed for at sige fra og som var under konstant overvågning fra de ansatte, udgjorde et sådant indgreb i hans personlige frihed, at det havde karakter af tilbageholdelse, hvorfor der var tale om ulovlig frihedsberøvelse. Kommunen og den selvejende institution blev herefter kendt erstatningsansvarlige herfor.  Byretten fandt, at drengen i medfør af erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, havde krav på godtgørelse for den tort, han havde været udsat for i forbindelse med den uberettigede frihedsberøvelse, og at godtgørelsen passende kunne fastsættes skønsmæssigt til 30.000 kr., der skulle betales af kommunen og institutionen in solidum.

Landsretten frifandt kommunen og den selvejende institution

Landsretten ændrede byrettens dom, idet landsretten fandt, at forløbet omkring drengens flugtforsøg fra øen og det tætte opsyn med drengen ikke gik videre end nødvendigt i forhold til formålet med og effektueringen af tvangsanbringelsen. Landsretten fandt endvidere, at hverken den fysiske kontakt mellem drengen og landbetjenten eller forløbet under anbringelsen i øvrigt udgjorde fysiske eller psykiske indgreb i den personlige frihed, der kunne karakteriseres som ulovlig frihedsberøvelse. Kommunen og den selvejende institution blev herefter frifundet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0404 og j.nr. 2018-22-0405.
Til top Sidst opdateret: 14-12-2018 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk