Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Var en sparekasses krav mod en kapitalejer i et opløst anpartsselskab forældet? 
24-08-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 14. august 2017 meddelt en tidligere kapitalejer i et anpartsselskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 21. juni 2017.

I 2008 indgik en sparekasse og et anpartsselskab en kassekreditkontrakt. For så vidt angik afviklingen af kassekreditten fremgik det bl.a. af kassekreditkontrakten, at kreditrammen skulle nedskrives på én gang den 17. december 2013. 

I 2010 blev anpartsselskabet imidlertid opløst ved en erklæring i medfør af selskabslovens § 216, stk. 1, hvoraf det følger, at der kan ske opløsning af et kapitalselskab, hvor alle kreditorer er betalt ved, at kapitalejerne over for Erhvervsstyrelsen afgiver en erklæring om, at al gæld, forfalden som uforfalden, er betalt, og at det er besluttet at opløse selskabet. Kassekreditkontrakten blev dog ikke indfriet.

Sparekassen anlagde i 2016 sag mod den tidligere kapitalejer i anpartsselskabet med påstand om betaling af sparekassens tilgodehavende i anledning af kassekreditkontrakten. Kravet blev gjort gældende i medfør af selskabslovens § 216, stk. 4, hvor det bl.a. fremgår, at kapitalejere hæfter personligt og ubegrænset for gæld, forfalden som uforfalden eller omtvistet, som bestod på tidspunktet for afgivelsen af ovenfor anførte erklæring. 

Det var ubestridt, at det nu opløste anpartsselskabs forpligtelse i forhold til kassekreditaftalen var omfattet af den 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 6, stk. 1. Parterne var derimod uenige om, hvorvidt kravet mod den tidligere kapitalejer i medfør af selskabslovens § 216, stk. 4, ligeledes var underlagt den 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 6, stk. 1, eller den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1, med begyndelsestidspunkt fra afgivelse af erklæringen efter selskabslovens § 216, stk. 1. Byretten udskilte spørgsmålet om forældelse til særskilt afgørelse.  

Byretten og landsretten fandt, at kravet ikke var forældet

Byretten afsagde kendelse om spørgsmålet og fandt, at kravet var underlagt den 10-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 6, stk. 1, hvorfor kravet således ikke var forældet på tidspunktet for sagens anlæg. Byretten anførte bl.a. i begrundelsen, at formålet med kravet om erklæringen tilsagde, at selskabslovens § 216, stk. 4, måtte fortolkes således, at man som anpartshaver ved afgivelse af en erklæring i henhold til selskabslovens § 216, stk. 1, ikke blot påtog sig en ny hæftelse, men at man direkte succederede i det bestående gældsforhold og dermed blev underlagt de retsvirkninger, der var knyttet til gældsforholdet. Byretten anførte på den baggrund, at for den hæftelse, som den tidligere kapitalejer ved sin erklæring efter selskabslovens § 216, stk. 1, påtog sig, gjaldt derfor blandt andet samme forældelsesfrister som for selskabets mellemværende med kreditorerne, og da kassekreditkontrakten var omfattet af forældelseslovens § 6, stk. 1, ville kravet mod kapitalejeren først forældes i slutningen af 2018. 

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse og henviste til byrettens begrundelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-22-0328.

 

Til top Sidst opdateret:  
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk