Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Tvangsfiksering i ni måneder 
20-12-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 18. december 2019 meddelt en mand tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 7. oktober 2019.

En mand, som var dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, blev på grund af pladsmangel anbragt på en retspsykiatrisk afdeling. Under opholdet var manden, der led af paranoid skizofreni, truende og voldelig over for personalet. Manden blev den 19. januar 2015 tvangsfikseret til sengen frem til den 26. oktober 2015, hvor ophævelse af tvangsfikseringen var påkrævet af helbredsmæssige grunde. Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt i det væsentligste, at tvangsfikseringen var berettiget. Manden indbragte lovligheden af den administrative frihedsberøvelse for domstolene i medfør af retsplejelovens kapitel 43 a. Under sagen udtalte Retslægerådet, at tvangsfikseringen var lægefaglig korrekt, idet manden var sindssyg, uden indsigt i sin sygdom og ude af stand til at kontrollere sine uventede og særdeles voldelige vredesudbrud.

Byretten kendte tvangsfikseringen lovlig

Byretten fandt det efter oplysningerne i sagen godtgjort, at betingelserne for at tvangsfiksere manden havde været opfyldt, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, hvorefter tvangsfiksering kun må anvendes kortvarigt og i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Byretten fandt det endvidere godtgjort, at der ikke var grundlag for at antage, at tvangsfikseringen kunne være bragt til ophør på et tidligere tidspunkt ved anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger, og at hensynet til andre patienter og personalets liv, førlighed og sikkerhed nødvendiggjorde, at tvangsfikseringen blev opretholdt i hele perioden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsrettens flertal lagde til grund, at retspsykiatrisk afdeling allerede forgæves havde forsøgt sig med personlig afskærmning af manden, men at han alligevel havde overfaldet personalet. Herefter og af de af byretten anførte grunde fandt landsrettens flertal, at tvangsfikseringen af manden var berettiget.

Landsrettens mindretal var enig med flertallet i, at betingelserne for tvangsfiksering af manden som udgangspunkt var opfyldt i den omhandlede periode. Mindretallet fandt imidlertid efter en skærpet vurdering af, om proportionalitetsprincippet og det mindste middels princip i psykiatrilovens § 4 var overholdt, at der tidligere burde have været taget skridt til at søge at anvende lovlige og mindre indgribende foranstaltninger som alternativ til en fortsat, belastende tvangsfiksering.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, således at byrettens dom blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnet har endvidere meddelt manden tilladelse til anke til Højesteret af en dom om lovligheden af en frihedsberøvelse og retskraft. der henvises til Procesbevillingsnævnets j.nr. 2019-22-0419.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0501.

Til top Sidst opdateret: 20-12-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk