Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Tilbagekaldelse af en advokatbeskikkelse i en stor civil sag 
11-09-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 7. september 2017 meddelt en advokat og en række sagsøgere tilladelse til kære til Højesteret af Østre Landsrets beslutning af 28. juni 2017 om at tilbagekalde advokatens beskikkelse.

Sagsøgerne havde fået delvist fri proces i sagen, der var anlagt mod et ministerium, og landsretten havde beskikket advokaten for sagsøgerne. Landsretten havde herefter flere gange tillagt advokaten aconto salær og refunderet udlæg til kopiering af bilag, ekstrakter m.v. samt til specifikke poster, der var angivet at være afholdt i forbindelse med rejser og til dækning af økonomiske relationer mellem advokaten og enkelte af sagsøgerne og et vidne. 

Landsretten tilbagekaldte beskikkelsen af advokaten. 

Landsretten fandt efter en gennemgang af de modtagne bilag og advokatens bemærkninger til landsrettens spørgsmål herom, at advokaten havde udvist en adfærd, der gav grund til at antage, at han ikke kunne varetage ansvaret som beskikket advokat i sagen på forsvarlig måde. 

Landsretten henviste navnlig til, at der ved den skete udlægsdækning via den fri proces var sket dækning fra statskassen af udgifter, der for størsteparten ikke burde være sket, idet disse udgifter ikke i overensstemmelse med retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 3, med ”føje var afholdt i forbindelse med sagen”. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-22-0341.

 

Til top Sidst opdateret: 11-09-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk