Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Stedbarnsadoption af to børn født af surrogatmor 
27-09-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 26. september 2019 meddelt en kvinde tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 14. juni 2019.
I december 2012 indgik et dansk ægtepar aftale med en ukrainsk kvinde om, at den ukrainske kvinde skulle bære og føde ægteparrets barn. Ægteparret indgik endvidere en aftale med en ukrainske fertilitetsklinik om at forestå fertilitetsbehandlingen mv. mod betaling af 27.900 euro. Ægteparret havde mødt den ukrainske kvinde på fertilitetsklinikken.

I december 2013 fødte den ukrainske kvinde to børn, som parret herefter bragte til Danmark. Den danske mand blev som en naturlig følge af, at han var børnenes biologiske far, anerkendt af de danske myndigheder som børnenes far i juridisk henseende. Den danske kvinde søgte ved hjemkomsten om stedbarnsadoption. Statsforvaltningen og senere Ankestyrelsen afslog stedbarnsadoption. Afgørelsen herom blev indbragt for retten.

Byretten fandt, at der ikke kunne bevilliges adoption.

Byretten tiltrådte efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen Ankestyrelsens vurdering af, at surrogatmoderens samtykke til surrogatarrangementaftalen med de deraf afledte forpligtelser, herunder at hun påtog sig at overdrage forældremyndigheden og meddele samtykke til, at ægteparret skulle være forældre til børnene, kunne ligestilles med samtykke til stedbørnsadoption, og at det var denne samlede forpligtelse, surrogatmoren havde modtaget betaling for. Byretten henviste til, at Ankestyrelsen ved afgørelsen havde lagt afgørende vægt på, at forbuddet i adoptionslovens § 15 mod at yde vederlag til nogen, der skal give samtykke til adoption, har til formål at forhindre, at børn gøres til genstand for betaling, og tilføjede, at dette kriterium må anses for sagligt i lyset af adoptionslovens baggrund og formål.

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse.

Landsretten tiltrådte, at det var godtgjort, at en ikke uvæsentlig del af de penge, som ægteparret havde betalt til fertilitetsklinikken i Ukraine, var ydet til surrogatmoderen som vederlag for sin andel af arrangementet.

Uanset at surrogatmoderen efter ukrainsk ret juridisk set ikke blev anset som børnenes moder og dermed ikke havde skullet samtykke til adoptionerne, tiltrådte landsretten endvidere, at surrogatmoderens samtykke til surrogatarrangementet var at sidestille med et samtykke til stedbarnsadoption efter adoptionslovens § 15.

Om forholdet til EMRK artikel 8 og FN’s børnekonvention anførte landsretten, at børnene har en tungtvejende interesse i, at deres identitet som børn af den danske kvinde understøttes med det retlige bånd, som en anerkendelse af moderskabet vil indebære. Manglende anerkendelse af det retlige forhold mellem et barn, der er født via et surrogatarrangement gennemført i udlandet, og den tiltænkte mor kan således have en sådan negativ indflydelse på barnet og barnets retlige forhold, at det kan indebære et indgreb i barnets ret til privatliv efter EMRK artikel 8.

Over for dette tungtvejende hensyn til børnene står imidlertid det grundlæggende hensyn, der består i, at børn ikke gøres til handelsobjekter, hvilket hensyn tillige følger af FN’s Børnekonventions artikel 35, der forpligter deltagerstaterne til at træffe alle passende forholdsregler med henblik på at forebygge netop dette. Manglende anerkendelse af forældre-barn relationen i et tilfælde som det foreliggende skal således tjene til at forebygge, at sådanne arrangementer finder sted.

Blandt andet på denne baggrund fandt landsretten, at adoptionslovens § 15 er begrundet i saglige hensyn med henblik på at forhindre, at der mod vederlag indgås aftaler om ”bestilling” af børn, der dermed gøres til handelsobjekter, hvilket ville stride mod helt grundlæggende principper i samfundet og således er inden for nationalstatens ”margin of appreciation”. Landsretten bemærkede herved, at bestemmelsen, der er klart affattet og ikke efterlader fortolkningstvivl, generelt set varetager alle fødte og endnu ufødte børns beskyttelse mod at blive gjort til handelsobjekter. Selv om hensynet til de to børn klart taler for, at det vil være bedst for dem, at den danske kvinde, som er børnenes sociale moder, også bliver børnenes retlige moder, jf. EMRK artikel 8, fandt landsretten, at en proportionalitetsafvejning – også i den konkrete sag – fører til, at der ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at bortse fra kravene i adoptionslovens § 15. Landsretten lagde ved denne vurdering vægt på børnenes alder, at den danske kvinde havde fået del i forældremyndigheden, og at der ikke er grundlag for at antage, at børnene har udsigt til nogen ændring i deres hverdag.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0372.

Til top Sidst opdateret: 27-09-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk