En italiensk kvinde erhvervede under sin uddannelse i Italien to lejligheder beliggende på Sicilien. Købesummen blev betalt af kvindens forældre, som samtidig blev tillagt brugsret til lejlighederne indtil deres død. Kvinden indgik senere ægteskab med en dansk mand, som ved ægteskabets indgåelse havde bopæl og arbejde i Danmark, og der blev ikke indgået ægtepagt om særeje. Ægteparret havde herefter fælles bopæl i Danmark.
Da ægtefællerne begærede skilsmisse, var det kvindens opfattelse, at lejlighederne var hendes fuldstændige særeje, idet dette fulgte af italiensk ret, uanset om erhvervelsen måtte anses for en gave fra forældrene eller som forskudsarv. Ægtefællen mente imidlertid, at lejlighederne indgik i formuefællesskabet, idet betingelserne for at anse lejlighederne for tredjemandsbestemt særeje efter dansk ret ikke var opfyldt.
Lejlighederne indgik i formuefællesskabet
Såvel skifteretten som landsretten lagde til grund, at sagen skulle afgøres efter dansk ret, idet ægtefællen havde domicil i Danmark på tidspunktet for ægteskabets indgåelse, hvorfor lejlighederne indgik i formuefællesskabet, med mindre der var indgået ægtepagt om særeje, eller betingelserne for tredjemandsbestemt særeje efter dansk ret var opfyldt.
Hverken skifteretten eller landsretten fandt det herefter bevist, at overdragelsen af lejlighederne opfyldte betingelserne for, at lejlighederne efter dansk ret kunne anses for kvindens fuldstændige særeje bestemt af tredjemand.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2015-22-0582.