Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Spørgsmål om afskedigelse af en arbejdstager var i strid med forskelsbehandlingsloven 
17-06-2015 

 
Procesbevillingsnævnet har den 4. juni 2015 meddelt en kommune tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 26. februar 2015.

Arbejdstageren var ansat som dagplejer ved kommunen. Arbejdstageren havde et barn som, var diagnosticeret med  Aspergers syndrom. I den forbindelse var arbejdstageren blevet bevilliget orlov fra arbejdet. I foråret 2010 var der i kommunen opstået en overkapacitet af ansatte inden for dagplejeområdet. Arbejdstageren blev i denne forbindelse opsagt. Kommunen lagde vægt på, at det ikke ville være pædagogisk forsvarligt at flytte børn fra deres nuværende plejer til arbejdstageren, som for børnene var en fremmed dagplejer, da arbejdstageren på opsigelsestidspunktet var på orlov.

Arbejdstageren indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnet gav ikke arbejdstageren medhold i klagen, da nævnet fandt, at arbejdstagerens barns eventuelle funktionsnedsættelse på langt sigt ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne anses for et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Som mandatar anlagde arbejdstagerens fagforening sag mod kommunen med påstand om betaling af 12 måneders løn for opsigelse i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap. Byretten frifandt kommunen, da byretten ikke fandt det godtgjort, at arbejdstagerens barn på opsigelsestidspunktet havde en sådan funktionsnedsættelse på langt sigt, at der var tale om et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

F
agforeningen som mandatar for arbejdstageren ankede sagen til Østre Landsret, som tog arbejdstagerens påstand til følge med henvisning til, at kommunens fastlæggelse af kriterierne for, hvem som skulle afskediges, stillede arbejdstageren dårligere end de andre ansatte, og at der var en tydelig årsagssammenhæng mellem opsigelsen og det fravær, som pasningen af barnet og plejeorloven indebar. Kommunen kunne ikke løfte bevisbyrden for, at de af kommunen anvendte kriterier havde været nødvendige i forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3’s forstand, og landsretten lagde herefter til grund, at arbejdstageren havde været udsat for indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1.

Sagen er i Procesbevillingsnævnet behandlet under j. nr. 2015-22-0180.
Til top Sidst opdateret: 17-06-2015 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk