Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Sagsomkostninger i en sag om eksklusion fra en andelsboligforening 
15-04-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 12. april 2019 meddelt en tidligere andelshaver tilladelse til særskilt anke til Højesteret af bestemmelsen om sagsomkostninger i en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 20. december 2018.
Den pågældende købte i 2014 en andelslejlighed, og allerede inden overtagelsen havde han oprettet en lejekontrakt med en lejer, hvorefter lejeren fra overtagelsesdagen skulle leje boligen.

I 2015 besluttede andelsboligforeningen at ekskludere andelshaveren med henvisning til, at han aldrig selv havde beboet lejligheden. Det blev ligeledes besluttet, at værdistigningen for boligen fra 2014 til 2015 skulle inddrages i andelsboligforeningen.

Byretten fandt, at eksklusionen var sket med rette, og fastsatte sagsomkostningerne med udgangspunkt i andelsboligens værdi

Andelsboligforeningen indbragte sagen for byretten, og sagens værdi blev fastsat til 2,3 mio. kr. svarende til andelsboligens værdi.

Byretten kom frem til, at andelsboligforeningen med rette havde ekskluderet andelshaveren, og at han dermed skulle fraflytte boligen. Retten fandt dog ikke, at andelshaveren havde handlet svigagtigt i forbindelse med, at han opnåede godkendelse som andelshaver, hvorfor andelsboligforeningen ikke havde ret til værdistigningen.

Vedrørende sagsomkostningerne pålagde byretten andelshaveren at betale 130.000 kr. til andelsboligforeningen til dækning af udgifter til advokatbistand, og betale retsafgift med 43.420 kr. Retten tog ved fastsættelsen hensyn til sagens værdi – som, uanset at provenuet fra et kommende salg ville tilfalde andelshaveren, var fastsat til andelsboligens værdi – samt sagens udfald og forløb herunder, at hovedforhandlingen havde været afviklet over 2 dage.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fastsatte ligeledes sagsomkostningerne med udgangspunkt i andelsboligens værdi

Andelshaveren ankede dommen til Østre Landsret, og sagens værdi blev fastsat til 2.038.901 kr. svarende til andelsboligens værdi på tidspunktet for ankestævningens indgivelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og pålagde andelshaveren at betale sagsomkostningerne for landsretten til andelsboligforeningen med i alt 150.000 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0023.
Til top Sidst opdateret:  
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk