Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Sag om formueordningen vedrørende indtægter af særeje og om muligheden for anpartssæreje 
02-03-2016 

Procesbevillingsnævnet har den 1. marts 2016 meddelt begge tidligere ægtefæller tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 28. oktober 2015.
I 1978 erhvervede hustruen 1/3 af en gård fra sin mor. Købesummen udgjorde et beløb på 680.000 kr., hvoraf et beløb på 300.000 kr. var en gave fra moderen, som moderen havde bestemt skulle være hustruens særeje. Moderen havde ikke taget stilling til, hvilken formueordning eventuelle indtægter fra og/eller surrogater for ejendommen skulle have.

Hustruen solgte gården i 1987, hvor hustruen efter hun fik afregnet et handelsprovenu på 2.124.000 kr., hvilket beløb blev indsat på en særskilt konto. I 1988 købte hustruen en anden gård af moderen for et beløb på 3.521.335 kr., hvoraf 220.000 kr. blev berigtiget som en gave fra moderen, som moderen ikke havde gjort til særeje. Resten af købesummen blev berigtiget med handelsprovenuet fra salget af den tidligere gård og ved optagelse af lån.

Den 1. oktober 1990 trådte ændringer til retsvirkningsloven i kraft, således at indtægter af særeje ligeledes var særeje, medmindre andet var bestemt. Før ændringen trådte i kraft, var indtægter af særeje fælleseje, medmindre andet var bestemt.

Byretten fandt, at gården og indtægterne fra den var hustruens særeje

Byretten fandt, at hustruen havde godtgjort, at gården var erhvervet for hustruens særejemidler i et sådant omfang, at hele gården var hustruens særeje. Byretten afviste, at der ved erhvervelsen af gården for både særejemidler og fællesejemidler herved var opstået anpartssæreje. Byretten fandt endvidere, at indtægterne fra gården efter 1. oktober 1990, hvor retsvirkningslovens ændringer trådte i kraft, var hustruens særeje, og at manden således kun havde et vederlagskrav på 220.000 kr.

Landsretten ændrede byrettens dom, for så vidt angik indtægterne fra gården

Landsretten fandt, at der havde været forbundet et så væsentligt og betydeligt et gavemoment med overdragelsen af den første gård, at denne i sin helhed måtte anses som hustruens særeje. Det samme gjorde sig derfor gældende for den anden gård. Landsretten fandt derimod, at indtægterne fra gården også efter 1. oktober 1990 var fælleseje, da der ikke forelå sikre holdepunkter for at antage, at indtægter af særejet, som var etableret forud for ændringslovens ikrafttræden, efter lovændringen skulle anses som særeje. Landsretten fandt herefter, at manden havde et vederlagskrav på 3.500.000 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er blevet behandlet i Procesbevillingsnævnet under j. nr. 2015-22-0573 og j. nr. 2015-22-0618.

Til top Sidst opdateret: 02-03-2016 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk