Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Sag om, hvorvidt et a-kassemedlem var ophørt mere end midlertidigt med at drive selv-stændig virksomhed 
30-08-2018 

Procesbevillingsnævnet har den 27. august 2018 meddelt et
a-kassemedlem tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 6. april 2018.
Et medlem af en a-kasse drev i fællesskab med sin bror en bogbinderivirksomhed fra en erhvervsejendom. På grund af ordrenedgang besluttede brødrene i efteråret 2010 at indstille driften, i hvilken forbindelse personalet blev afskediget og driftsmaterielle solgt, ligesom erhvervsejendommen blev sat til salg.

Den 28. september 2012 afholdt interessentskabet bag bogbinderivirksomheden et ledelsesmøde, hvorpå det blandt andet enstemmigt blev besluttet, at interessentskabet skulle opløses og interessenterne likvideres, når erhvervsejendommen var solgt.

Den 30. september 2012 trådte interessentskabet i solvent likvidation, hvorved selskabets formål blev ændret til formueforvaltning.

Brødrene ansøgte herefter om dagpenge fra den 28. september 2012, hvilket a-kassen gav afslag på med henvisning til, at brødrene ikke blev anset for at være endelig ophørt med drift af selvstændig virksomhed. A-kassens afgørelse blev sidenhen stadfæstet af henholdsvis Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring og Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg (herefter beskæftigelsesudvalget).

Beskæftigelsesudvalget lagde i sin afgørelse navnlig vægt på, at erhvervsejendommen ikke var solgt eller udlejet den 28. september 2012.

Byretten fandt, at a-kassemedlemmet var ophørt mere end midlertidig med selvstændig virksomhed

A-kassemedlemmet indbragte beskæftigelsesudvalgets afgørelse for byretten med påstand om, at udvalget skulle anerkende, at a-kassemedlemmet siden den 28. september 2012 var ophørt mere end midlertidig med drift af selvstændig virksomhed.

Byretten tog a-kassemedlemmets påstand til følge, navnlig under henvisning til, at det som følge af brødrenes beslutning om at likvidere selskaberne, objektivt kunne konstateres, at der ikke længere blev drevet nogen form for virksomhed af a-kassemedlemmet eller af selskaber kontrolleret af medlemmet.

Landsretten ændrede byrettens dom

Beskæftigelsesudvalget ankede byrettens dom til landsretten, som tog udvalgets påstand om frifindelse til følge.

Landsrettens flertal udtalte blandt andet, at beskæftigelsesudvalget ved sin afgørelse havde lagt vægt på, at erhvervsejendommen ikke var solgt eller udlejet den 28. september 2012, men at udvalget ligeledes i sin vurdering havde inddraget en række andre omstændigheder. Da udvalget således ikke havde undladt at foretage en konkret vurdering af de relevante forhold i sagen, fandt flertallet ikke grundlag for at tilsidesætte udvalgets afgørelse, ligesom der heller ikke fandtes grundlag for at fastslå, at udvalgets vurdering var forkert.

Mindretallet fandt derimod, at beskæftigelsesudvalgets vurdering af de relevante forhold i sagen var forkert, navnlig under henvisning til seneste højesteretspraksis på området, samt til en efterfølgende ændring af administrativ praksis om kravene til dokumentation for ophør af selvstændig virksomhed. Ifølge mindretallet havde beskæftigelsesudvalget således i sin vurdering – i strid med praksis – reelt opstillet et fast generelt dokumentationskrav om, at fast ejendom skal være afhændet eller udlejet for, at personligt arbejde i en virksomhed kan anses for ophørt mere end midlertidigt. På denne baggrund stemte mindretallet for at stadfæste byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0183.
Til top Sidst opdateret: 30-08-2018 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk