Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Rekursmyndigheds inddragelse af ny viden i behandling af klagesag 
01-04-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 29. marts 2019 meddelt en virksomhed tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 29. januar 2019.

Virksomheden ansøgte i november 2013 om godkendelse til ændring og udvidelse af sin minkproduktion. Den 30. september 2014 godkendte kommunen ansøgningen, hvilket imidlertid blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet (nu Miljø- og Fødevareklagenævnet) af flere omkringboende til virksomhedens minkfarm.

I juni 2016 offentliggjorde Miljøstyrelsen ny viden om lugtemissioner og lugtspredning fra minkfarme.

Ved afgørelse af 20. januar 2017 ophævede Natur- og Miljøklagenævnet kommunens afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet behandling. Nævnet havde på baggrund af den nye viden om lugt fra minkfarme foretaget en genberegning af lugtgene-afstanden vedrørende virksomhedens minkfarm. Lugtgenekriteriet var efter denne genberegning ikke overholdt over for den nærmeste nabobeboelse, hvorfor kommunens afgørelse ifølge nævnet var behæftet med en væsentlig mangel.

Virksomheden indbragte nævnets afgørelse for domstolene og henviste blandt andet til, at virksomhedens retsstilling skulle afgøres på grundlag af den viden og det retsgrundlag, der var tilgængeligt på ansøgningstidspunktet og senest på tidspunktet for kommunens afgørelse, og under hensyntagen til virksomhedens berettigede forventninger.

Byretten stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse

Byretten fandt – under henvisning til Højesterets præmisser i U 2010.1590 H – at Natur- og Miljøklagenævnet havde kompetence til en fuld prøvelse af sagen, herunder af de faktiske og retlige forhold, således at der træffes en materielt korrekt afgørelse. Nævnet var således berettiget til at inddrage den nye viden om lugt fra mink, uanset at denne nye viden ikke var kendt på tidspunktet for kommunens afgørelse. Med henvisning til, at afstandskravene efter denne nye viden ikke var overholdt i forhold til nærmeste nabobeboelse, stadfæstede byretten nævnets afgørelse. Det forhold, at sagsbehandlingstiden hos nævnet havde været lang, blandt andet som følge af flytningen af nævnet, kunne ifølge byretten ikke føre til et andet resultat. Endvidere fandt byretten, at virksomheden ikke havde haft en berettiget forventning om, at ny viden ikke kunne inddrages under rekursinstansens behandling. Endeligt fandt byretten, at en samlet sagsbehandlingstid på 3 år og 3 måneder ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, ligesom byretten ikke fandt, at virksomhedens øvrige synspunkter kunne føre til, at der forelå en konventionskrænkelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at nævnet havde været berettiget til at inddrage ny viden i forbindelse med sin afgørelse. Landsretten fandt heller ikke, at der som følge heraf, ved den lange sagsbehandlingstid eller de af virksomheden øvrige påberåbte forhold, var sket en krænkelse af rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0056.

Til top Sidst opdateret: 01-04-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk