Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Om udbetaling af forsikringssum til nærmeste pårørende 
27-08-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 8. august 2019 meddelt en appellant tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 21. maj 2019.
En ung mand afgik pludselig ved døden og efterlod sig alene sine forældre som arvinger, idet han hverken havde samlever, ægtefælle eller børn. Afdødes forældre var gift på tidspunktet, hvor afdøde blev født, men blev skilt få år efter.

Afdøde havde tegnet henholdsvis en kundeforsikring og en livsforsikring, og ifølge forsikringernes police skulle forsikringssummerne ved dødsfald tilfalde afdødes ”nærmeste pårørende”. Ved afdødes død rettede forsikringsselskaberne henvendelse til afdødes mor og far med henblik på udbetaling af forsikringssummerne med halvdelen til hver af parterne som nærmeste pårørende.

Afdødes mor anmodede i den forbindelse forsikringsselskaberne om at udbetale forsikringssummerne til sig alene, idet hun gjorde selskaberne opmærksom på, at afdøde ikke siden han var få år gammel havde haft kontakt til sin far, og at hun derfor skulle betragtes som nærmeste pårørende.

Faren bestred morens indsigelse, og forsikringsselskaberne udbetalte derfor halvdelen af forsikringssummerne til moren, mens de tilbageholdt den anden halvdel, indtil der forelå forlig eller dom til afklaring af, hvem af parterne beløbene skulle tilkomme.

Moren indbragte herefter sagen for retten med påstand om, at faren skulle anerkende, at forsikringssummerne skulle tilfalde hende som nærmeste pårørende efter formodningsreglen i forsikringsaftalelovens § 105 a, stk. 1.

Byretten og landsretten fandt, at begge forældre var ”nærmeste pårørende” til afdøde

Under byretssagen kom det frem, at parterne blev separeret, da afdøde var to år gammel, og at moren ved den efterfølgende skilsmisse fik tillagt forældremyndigheden alene. Herefter ophørte kontakten mellem afdøde og faren i en længere årrække. Sidenhen fik afdøde dog i et vist begrænset omfang kontakt med dele af farens familie, ligesom han ved forskellige lejligheder mødte faren.

Henset til omstændighederne omkring kontakten mellem afdøde og faren fandt byretten, at der ikke uden viljestilkendegivelse fra afdøde forelå omstændigheder som indebar, at faren ikke kunne anses som nærmeste pårørende. Da en sådan viljestilkendegivelse ikke forelå, blev faren frifundet for morens påstand om, at hun alene skulle anses som nærmeste pårørende.

Landsretten stadfæstede byrettens dom af de grunde, byretten havde anført.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0269.
Til top Sidst opdateret: 27-08-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk