Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Om tilsidesættelse af udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring 
29-10-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 28. oktober 2019 meddelt en skadelidt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 5. juli 2019.
Skadelidte var involveret i et færdselsuheld, hvor han på sin knallert blev ramt af en bildør, der blev åbnet foran ham. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i en vejledende udtalelse, at skadelidtes erhvervsevnetab som følge af ulykken kunne fastsættes til 50 %, og henviste til, at han havde konkurrerende gener, der påvirkede hans erhvervsevne, og som ikke kunne tilskrives ulykken. Skadevolders forsikringsselskab udbetalte erstatning til skadelidte med udgangspunkt i et erhvervsevnetab på 50 %. Skadelidte anlagde herefter retssag mod forsikringsselskabet med påstand om, at skadelidtes erhvervsevnetab skulle fastsættes til 75 % som følge af færdselsuheldet.

Byretten fandt at skadelidtes erhvervsevnetab på 75 % var en følge af færdselsuheldet

Sagen blev forelagt Retslægerådet, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring udtalte sig på ny, hvorved vurderingen af erhvervsevnetabet blev fastholdt. Byretten fandt, at skadelidtes erhvervsevnetab samlet var nedsat med mindst 75 %, og at hele erhvervsevnetabet måtte anses som en følge af færdselsuheldet. Med henvisning til at skadelidte forud for færdselsuheldet var velfungerende arbejdsmæssigt og socialt, fandt byretten ikke grundlag for at antage, at skadelidtes erhvervsevne efter en erstatningsretlig bedømmelse var nedsat forud for færdselsuheldet. Byretten fandt det hertil ikke godtgjort, at skadelidtes forudbestående lidelser ville have ført til en nedsættelse af skadelidtes erhvervsevne på et senere tidspunkt.

Landsretten ændrede byrettens dom

Forsikringsselskabet ankede byrettens dom til Østre Landsret, der frifandt forsikringsselskabet med henvisning til, at sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forelå veloplyst, og at udtalelsen var tilstrækkeligt begrundet. Landsretten fandt på denne baggrund, og henset til sagens oplysninger i øvrigt, at skadelidte ikke havde godtgjort, at der forelå fornødent sikkert grundlag for at tilsidesætte Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0366.
Til top Sidst opdateret: 29-10-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk