Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Modregning i udlægsfritaget krav 
08-04-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 5. april 2019 meddelt en forsikringstager begrænset tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 6. februar 2019.
Under en ferie i udlandet var forsikringstageren udsat for et overfald på en bar, hvorved han pådrog sig en øjenskade. Forsikringstageren anmeldte forholdet under sin rejseforsikring. Forsikringsselskabet afviste imidlertid at udbetale erstatning til forsikringstageren.

Forsikringstageren lagde herefter sag an mod forsikringsselskabet med et krav om erstatning, herunder godtgørelse for varigt mén, i henhold til rejseforsikringen. Forsikringsselskabet blev både i byretten og i landsretten frifundet, idet det blandt andet blev tillagt vægt, at forsikringstagerens krav i henhold til rejseforsikringen var blevet overdraget flere gange, og at det derfor ikke var godtgjort, at forsikringstageren var berettiget til et eventuelt krav efter rejseforsikringen. Det blev samtidig bestemt, at forsikringstageren i sagsomkostninger for begge retter skulle betale 200.000 kr. til forsikringsselskabet. Under et efterfølgende møde i fogedretten vedrørende de skyldige sagsomkostninger afgav forsikringstageren insolvenserklæring.

Forsikringstageren rettede herefter på ny krav om godtgørelse for varigt mén mod det samme forsikringsselskab, hvor forsikringstageren, udover rejseforsikringen, tillige havde to ulykkesforsikringer.

Forsikringsselskabet afviste forsikringsdækning under henvisning til, at ulykkestilfældet skyldtes deltagelse i slagsmål og selvforskyldt beruselse. Forsikringsselskabet gjorde endvidere gældende, at der kunne ske modregning af forsikringstagerens eventuelle krav i henhold til ulykkesforsikringerne med forsikringsselskabets krav på sagsomkostninger fra retssagen vedrørende rejseforsikringen.

Byretten frifandt forsikringsselskabet

Byretten fandt, at forsikringsselskabet havde godtgjort, at følgerne af overfaldet skyldtes forsikringstagerens selvforskyldte beruselse. Da der herefter ikke var forsikringsdækning, blev forsikringsselskabet frifundet.

Forsikringstageren ankede dommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt, at forsikringsselskabet ikke havde bevist, at ulykkestilfældet skyldtes forsikringstagerens deltagelse i slagsmål eller selvforskyldt beruselse. Landsretten fandt således, at forsikringstageren havde krav på ca. 154.000 kr. i godtgørelse for varigt mén, hvilket krav størrelsesmæssigt var ubestridt.

Landsretten anførte herefter, at forsikringstagerens krav i henhold til ulykkesforsikringerne og forsikringsselskabets krav på sagsomkostninger i henhold til retssagen vedrørende rejseforsikringen udsprang af samme forsikringsbegivenhed. Henset til sagernes fælles udspring og til forløbet fandt landsretten, at forsikringsselskabet kunne modregne sit krav på sagsomkostninger. Landsretten anførte, at reglen i retsplejelovens § 513 i den foreliggende situation ikke kunne føre til et andet resultat.

Da forsikringsselskabets krav oversteg forsikringstagerens krav i henhold til ulykkesforsikringerne, blev forsikringsselskabets frifindelsespåstand taget til følge. Med denne begrundelse stadfæstede landsretten byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets bevilling er begrænset til alene at angå spørgsmålet om modregning.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0080.
Til top Sidst opdateret: 08-04-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk