Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Landsskatterettens og Skatteministeriets departements kompetence 
27-09-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 26. september 2019 meddelt en række virksomheder tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 4. juli 2019.
På baggrund af EU-Domstolens dom af 10. juni 1999 i sag C-346/97 Braathens, besluttede Skatteministeriet at indstille opkrævningen af den danske smøreolieafgift. En række købere af afgiftsbelagt smøreolie rejste herefter krav mod skattemyndighederne om tilbagebetaling af smøreolieafgift, hvilket skattemyndighederne afslog, hvorefter denne sag blev indbragt for Vestre Landsret.

Under sagens forberedelse ved Vestre Landsret blev der stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen, som besvarede spørgsmålene ved dom af 20. oktober 2011. En række virksomheder rejste herefter også krav overfor skattemyndighederne om tilbagebetaling af smøreolieafgift, idet virksomhederne også havde købt afgiftsbelagt smøreolie.

SKAT afslog ved en række afgørelser i juni 2012 de rejste tilbagebetalingskrav med henvisning til, at kravene var forældede. Afgørelserne indeholdt alle klagevejledning om klage til Landsskatteretten, hvorfor virksomhederne indbragte sagerne for Landsskatteretten.

Landsskatteretten afviste imidlertid ved en række kendelser i juni 2017 klagerne, idet Landsskatteretten ikke fandt sig kompetent til at behandle klagerne, idet der var tale om tilbagebetalingskrav støttet på dansk rets almindelige erstatningsretlige grundsætninger. Virksomhederne indbragte herefter Landsskatterettens afgørelser for domstolene, hvor sagen blev henvist til behandling ved landsretten som 1. instans. Virksomhederne nedlagde i stævningen tre forskellige hjemvisningspåstande, principalt om hjemvisning af klagerne til Landsskatteretten, subsidiært om hjemvisning af klagerne til Skatteministeriets departement og mere subsidiært at sagerne skulle hjemvises Skattestyrelsen, idet tilbagebetalingskravene ikke var forældede. Til støtte for den principale og den subsidiære påstand gjorde virksomhederne gældende, at enten Landsskatteretten eller Skatteministeriets departement var kompetente til at behandle klagerne over SKATs afvisning af tilbagebetalingskravene.

Landsretten besluttede herefter at udskille virksomhedernes principale og subsidiære påstande til særskilt behandling.

Landsretten frifandt Skatteministeriet for den principale og subsidiære påstand

Blandt andet under henvisning til at SKAT’s afvisning af tilbagebetalingskravene ikke kunne anses for afgørelser i skatteforvaltningslovens eller forvaltningslovens forstand og til, at virksomhedernes krav måtte klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti, fandt landsretten, at SKAT’s beslutninger ikke var undergivet administrativ rekurs til Landsskatteretten. Klagerne kunne derfor ikke hjemvises til Landsskatteretten.

Herefter fandt landsretten, at der heller ikke var grundlag for at hjemvise klagerne til Skatteministeriets departement. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at virksomhederne ikke havde klaget over SKAT’s afvisning af tilbagebetalingskravene til departementet, hvorfor klagerne ikke kunne ”hjemvises” til departementet.

Endelig fandt landsretten, at virksomhederne heller ikke på EU-retligt grundlag havde adgang til at udnytte administrativ rekurs vedrørende SKAT’s afvisning af tilbagebetalingskravene.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0368.
Til top Sidst opdateret: 27-09-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk