Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Kompensation for krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention 
17-11-2016 

Procesbevillingsnævnet har den 16. november 2016 meddelt Udlændingestyrelsens og Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 31. maj 2016.
En udlænding havde været underlagt opholds- og meldepligt (tålt ophold) i et omfang, som Højesteret ved dom af 1. juni 2012 (refereret som UfR 2012.2874 H) havde fundet udgjorde et uproportionelt indgreb i udlændingens bevægelsesfrihed i strid med art. 2 i Tillægsprotokol 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Udlændingen anlagde herefter sag mod myndighederne med påstand om, at disse skulle betale udlændingen 100.000 kr. for at have handlet erstatningspådragende i forbindelse med, at myndighederne havde truffet afgørelse om at pålægge udlændingen indkvarterings- og meldepligt under det tålte ophold i Danmark.

Myndighederne påstod frifindelse.

Byretten frifandt myndighederne

Alle 3 dommere i byretten fandt, at art. 2 i Tillægsprotokol 4 ikke indeholdt en ret til erstatning på objektivt grundlag. I stedet skulle forholdet bedømmes efter en almindelig culpastandard, hvor bevisbyrden for, at der var handlet erstatningspådragende og størrelsen af en eventuel godtgørelse, påhvilede udlændingen. 

Byretten fandt herefter, på baggrund af en konkret fortolkning af Højesterets dom af 1. juni 2012, at afgørelserne om opholds- og meldepligt kun i en kortere periode havde været uproportionelle, og at udlændingen ikke havde godtgjort, at denne periode havde haft en sådan længde, at dette kunne begrunde et krav på godtgørelse.

Landsrettens flertal tilkendte udlændingen godtgørelse

Udlændingen ankede byrettens dom men nedlagde for landsretten kun påstand om betaling af 50.000 kr.

Myndighederne påstod stadfæstelse.

Landsretten fandt, at erstatningsansvarsloven § 26 eller princippet heri skulle fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 13 og art. 41, og at der som følge af den skete konventionskrænkelse ville kunne være grundlag for at tilkende udlændingen en godtgørelse. Den konstaterede konventionskrænkelse udgjorde med andre ord i sig selv et ansvarsgrundlag, der ville kunne begrunde en godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26.

Spørgsmålet om godtgørelse beroede herefter i første omgang på en vurdering af, om udlændingen havde fået fuld oprejsning, allerede fordi Højesteret ved sin dom af 1. juni 2012 havde erklæret myndighedernes afgørelser for ugyldige.

Landsrettens flertal på 2 dommere fandt på baggrund af de momenter, som Højesteret havde lagt vægt på ved dommen, at det måtte lægges til grund, at indgrebet over for udlændingen måtte anses for at have været uproportionelt i en periode, der rakte noget forud for Højesterets dom.

Flertallet fandt yderligere, at da der var tale om et væsentligt indgreb i bevægelsesfriheden, som uberettiget havde stået på i en ikke ubetydelig periode, havde udlændingen ikke fået tilstrækkelig oprejsning i og med, at krænkelsen blev konstateret og bragt til ophør. Udlændingen blev derfor tilkendt en kompensation for krænkelsen i form af en godtgørelse på 15.000 kr.

Mindretallet fandt på baggrund af Højesterets dom og oplysningerne deri, som ikke var suppleret under nærværende sag, at der ikke var grundlag for at fastslå, at den uberettigede del af indgrebene i udlændingens bevægelsesfrihed havde haft en sådan tidsmæssig udstrækning, at der skulle tilkendes godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarsloven.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

S
agen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2016-22-0373.

 

Til top Sidst opdateret: 17-11-2016 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk