Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Indsigelse om en regnefejl under bobehandlingen i en ægtefælleskiftesag 
30-04-2018 

Procesbevillingsnævnet har den 26. april 2018 meddelt en mand tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 21. december 2017.
I marts 2017 stadfæstede Østre Landsret en dom afsagt af Skifteretten i Lyngby i en ægtefælleskiftesag. Skifteretten anmodede efterfølgende bobehandleren i sagen om at foretage de rettelser i boopgørelsen, som landsrettens ankedom foranledigede. Herefter sendte bobehandleren en revideret boopgørelse til skifteretten og til sagens parter.

Manden i ægtefælleskiftet fremsatte en indsigelse mod udkastet til den reviderede boopgørelse, idet der i beregningsgrundlaget i boopgørelsen var angivet en forkert værdi som følge af en forkert procentberegning.

Den efterfølgende sag ved skifteretten omhandlede således et spørgsmål om genoptagelse af bobehandlingen, samt et spørgsmål om rettelse i boopgørelsen og stadfæstelse af denne.

K
vinden i ægtefælleskiftet gjorde gældende, at mandens indsigelse om regnefejlen skulle afvises, idet den var fremkommet for sent i forhold til ægtefælleskiftelovens fristregler. Ifølge kvinden burde manden således allerede under byretssagen i 2016 have fremsat indsigelsen.

Manden i ægtefælleskiftet gjorde heroverfor gældende, at alene indsigelser vedrørende juridiske vurderinger måtte være omfattet af ægtefælleskiftelovens fristregler, idet der hverken i fristreglernes ordlyd eller efter deres formål var grundlag for at lade regnefejl være omfattet.

Skifteretten fandt ikke grundlag for at foretage rettelser i boopgørelsen

Skifteretten fastslog indledningsvis, at bobehandleren alene var blevet anmodet om at tilrette boopgørelsen i overensstemmelse med landsretsdommen, hvorfor bobehandlingen ikke måtte anses for at være genoptaget i medfør af ægtefælleskiftelovens § 35.

Herefter tog retten stilling til spørgsmålet om rettelse i boopgørelsen og lagde i den forbindelse til grund, at manden ikke inden fristen i ægtefælleskiftelovens 31, stk. 2, rettidigt var fremkommet med sin indsigelse imod udkastet til boopgørelsen.

Da retten herefter fandt, at betingelserne for undtagelsesvis at behandle indsigelsen i medfør af ægtefælleskiftelovens § 31, stk. 3, ikke var opfyldt, blev boopgørelsen stadfæstet.

Landsretten stadfæstede skifterettens kendelse

Manden påkærede skifterettens kendelse til Østre Landsret.

Landsretten fandt ligesom skifteretten, at bobehandlingen ikke havde været genoptaget i medfør af ægtefælleskiftelovens § 35, hvorfor boopgørelsen dermed ikke i medfør af ægtefælleskiftelovens § 31, stk. 2, kunne rettes i overensstemmelse med mandens indsigelse om regnefejlen.

Herefter lagde landsretten til grund, at mandens indsigelse om regnefejlen var fremsat knap 2½ år efter bobehandlerens fremsendelse af boopgørelsen under den oprindelige ægtefælleskiftesag, og som følge heraf fandtes der ikke i medfør af ægtefælleskiftelovens § 31, stk. 3, undtagelsesvis at være grundlag for at behandle mandens indsigelse.

På denne baggrund stadfæstede landsretten de påkærede afgørelser, i det omfang de var taget under påkendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0003.
Til top Sidst opdateret: 30-04-2018 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk