Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Ikke tillade kære efter kærefristens udløb 
17-09-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 16. september 2019 meddelt en kærende part tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 21. juni 2019.

Ved beslutning af 5. marts 2019 afviste byretten sagen mellem parterne og bestemte, at hver part skulle bære egne sagsomkostninger. Retsbogen blev publiceret den 12. marts 2019.

Ved mail af 26. marts 2019 sendte den ene parts advokat kæreskriftet vedrørende afgørelsen om sagsomkostninger til byretten. Kæreskriftet blev sendt på mail og blev således ikke uploadet på sagsportalen. Mailen blev sendt efter byrettens åbningstid, hvorfor det den pågældende dag ikke længere var muligt at kontakte retten telefonisk. Advokaten modtog i denne forbindelse en kvittering for modtagelsen.

Den 10. maj 2019 kontaktede advokaten byretten, da advokaten ikke havde hørt fra retten. Advokaten anførte, at grunden til, at sagen blev kæret via mail var, at knappen kaldet ”opret appel” på sagsportalen ikke virkede på sagen.

Byretten sendte herefter et brev til sagens parter, hvori de anførte, at kæren var indleveret den 10. maj 2019.

Domstolsstyrelsens IT-supporter udtalte efterfølgende til brug for sagen ved landsretten, at der ikke umiddelbart var tekniske problemer med www.minretssag.dk den 26. marts 2019, og at de ej heller generelt oplevede tekniske problemer med ”opret appel” knappen.

Landsretten afviste kæremålet

Landsretten anførte, at det følger af retsplejelovens § 148 a, stk. 1, at alle retssager skal behandles på domstolenes sagsportal, og at et kæreskrift sendt på mail ikke er gyldigt indleveret, medmindre retten undtagelsesvis har besluttet, at dokumentet kan indleveres på denne måde, jf. retsplejelovens § 148 a, stk. 5 eller 6.

Landsretten fandt, at da en sådan beslutning ikke var truffet i sagen, havde borgeren ikke ved kæreskriftet af 26. marts 2019 kæret rettidigt. Retten fandt herefter, at der ikke forelå undskyldelige omstændigheder, der gjorde, at retten kunne tillade kære trods kærefristens overskridelse. Landsretten lagde i denne forbindelse vægt på, at borgeren ikke forudgående havde kontaktet retten om tekniske vanskeligheder, Domstolsstyrelsens oplysninger og det forhold at borgeren ikke foretog sig yderligere vedrørende kæren før den 10. maj 2019.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0323.

Til top Sidst opdateret: 17-09-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk