Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven 
22-11-2016 

Procesbevillingsnævnet har den 17. november 2016 meddelt henholdsvis et fagforbund smf. en lønmodtager og en arbejdsgiverforening smf. en arbejdsgiver tilladelse til anke til Højesteret af to domme, der er afsagt af Østre Landsret i maj og juni 2016.

I den første sag var en lønmodtager, der var ansat som systemudvikler, udsat for en ulykke i sin fritid, hvor hun kom til skade med sit knæ. Lønmodtageren gennemgik som følge af ulykken en kikkertundersøgelse under spinalblokade. Efter operationen oplevede lønmodtageren hovedpine, synsforstyrrelser og svimmelhed, og lønmodtageren var derfor sygemeldt.

Efter ulykken og det næste halve år blev der udstedt en række lægeerklæringer. I ingen af disse lægeerklæringer var der dokumenteret lægeligt diagnosticerede årsager til lønmodtagerens hovedpine, synsforstyrrelser og svimmelhed. 

Der blev i perioden efter ulykken, afholdt en række samtaler mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, hvor der opstod flere uoverensstemmelser om lønmodtagerens adfærd. 

Arbejdsgiveren opsagde lønmodtageren ca. 6 måneder efter ulykken med henvisning til lønmodtagerens adfærd. 

Lønmodtageren blev ca. 4 måneder efter opsigelsen undersøgt på en privat klinik. Af referatet af undersøgelsen fremgik lønmodtagerens lidelse som en diagnose. 

Et fagforbund som mandatar for lønmodtageren lagde herefter sag an imod arbejdsgiveren med påstand om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven, idet fagforbundet blandt andet gjorde gældende, at lønmodtagerens problemer med svimmelhed, hovedpine og synsforstyrrelse udgjorde et relevant handicap på opsigelsestidspunktet. 


Byretten dømte arbejdsgiveren til at betale en godtgørelse svarende til 6 måneders løn

Ved dommen lagde byretten til grund, at lønmodtageren på opsigelsestidspunktet led af svimmelhed i en sådan grad, at lønmodtageren var omfattet af handicapbegrebet i forskelsbehandlingsloven.

Da arbejdsgiveren ikke havde truffet hensigtsmæssige foranstaltninger, jf. forskelsbehandlingslovens § 2 a, fandt byretten, at opsigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven, og at lønmodtageren var berettiget til en godtgørelse svarende til 6 måneders løn.  

Landsretten frifandt arbejdsgiveren

Landsretten frifandt arbejdsgiveren, og lagde ved sin afgørelse vægt på, at det ikke var godtgjort, at lønmodtagerens tilstand på opsigelsestidspunktet var forårsaget af en lægeligt diagnosticeret sygdom, hvorfor det ikke var dokumenteret, at lønmodtageren på opsigelsestidspunktet led af et handicap omfattet af forskelsbehandlingsloven. 

I den anden sag var en lønmodtager ansat i en bank. 

Lønmodtageren led af en diagnosticeret sygdom, der ikke medførte begrænsninger/funktionsnedsættelser for lønmodtageren.

Lønmodtageren gennemgik som følge af denne sygdom en operation, og var herefter sygemeldt på fuld tid i ca. 2 måneder. Lønmodtageren genoptog herefter arbejdet delvist, med gradvis optrapning af arbejdstimer, da lønmodtageren led af kronisk træthed som følgevirkning af operationen. Efter ca. 9 måneder blev lønmodtageren igen fuldtidssygemeldt. 

Af en statusattest fra hospitalet afgivet ca. 9 måneder efter operationen fremgik det blandt andet, at det ikke skønnedes realistisk, at lønmodtageren indenfor det næste års tid kunne genoptage arbejdet på fuld tid.

Arbejdsgiveren opsagde ca. 11 måneder efter operationen lønmodtageren med henvisning til det omfattende sygefravær.

Ved speciallægeerklæring afgivet ca. to uger efter opsigelsen fremgik træthed som en diagnose. 

Et fagforbund som mandatar for lønmodtageren lagde herefter sag an imod arbejdsgiveren med påstand om godtgørelse for opsigelse i strid med forskelsbehandlingsloven, idet fagforbundet gjorde gældende, at lønmodtagerens kroniske træthed udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. 

Byretten dømte arbejdsgiveren til betaling af en godtgørelse svarende til 12 måneders løn

Byretten fandt, at opsigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven, og at lønmodtageren var berettiget til en godtgørelse svarende til 12 måneders løn.  

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Arbejdsgiveren ankede dommen til Østre Landsret, der stadfæstede byrettens dom. 

Landsretten lagde på baggrund af statusattesten afgivet inden opsigelsen, sammenholdt med speciallægeerklæringen afgivet umiddelbart efter opsigelsen, til grund, at lønmodtageren siden operationen led af diagnosticeret invaliderende træthed, der indebar, at lønmodtageren alene kunne udføre arbejde i mellem 12 og 18 timer pr. uge, at sygdommen i bedste fald var stationær og i værste fald progressiv, og at det af statusattesten fremgik, at lønmodtageren ikke kunne arbejde på fuld tid, og formentlig ikke indenfor det første års tid ville kunne genoptage fuldtidsarbejde. 

På den baggrund fandt landsretten, at lønmodtagerens funktionsbegrænsning som følge af den diagnosticerede invaliderende træthed på opsigelsestidspunktet fremstod som værende af lang varighed, hvorfor lønmodtagerens invaliderende træthed var omfattet af forskelsbehandlingslovens handicapbegreb. Da arbejdsgiveren ikke havde truffet hensigtsmæssige foranstaltninger, jf. forskelsbehandlingslovens § 2 a, fandt landsretten, at opsigelsen var sket i strid med forskelsbehandlingsloven.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j. nr. 2016-22-0368 og 2016-22-0474.

 

Til top Sidst opdateret: 22-11-2016 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk