Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Frihedsberøvelse for at sikre tilstedeværelse ved udsendelse efter Dublin-forordningen 
07-03-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 28. februar 2019 meddelt en udlænding tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 19. november 2018.
Udlændingen, der er statsborger i Senegal, indrejste i Danmark i maj 2018 uden at have rejsedokumentation. I forbindelse med indrejsen blev udlændingen administrativt frihedsberøvet. Efterfølgende undersøgelser viste, at udlændingen tidligere havde søgt om asyl i Østrig.

Frihedsberøvelsen blev herefter indbragt for byretten, som i medfør af udlændingelovens § 36 – hvorefter der kan ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder – forlængede frihedsberøvelsen med henblik på at sikre udlændingens tilstedeværelse ved forventet udsendelse til Østrig i medfør af Dublin-forordningen. Frihedsberøvelsen blev efterfølgende løbende forlænget.

Byretten forlængede frihedsberøvelsen

Ved en fristforlængelse i oktober 2018 protesterede udlændingens advokat mod fortsat frihedsberøvelse blandt andet under henvisning til, at det ikke af udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt. fremgår, hvad der skal forstås som de objektive kriterier for væsentlig risiko for den pågældendes forsvinden. Advokaten henviste til EU-domstolens afgørelse af 15. marts 2017 i sagen C-528/15, Al Chodor, hvorefter de nationale bestemmelser for frihedsberøvelse skal indeholde objektive kriterier til brug for vurderingen af, om denne væsentlige risiko foreligger.

Byretten forlængede på ny frihedsberøvelsen og lagde i den forbindelse vægt på, at udlændingen flere gange havde forsøgt at indrejse i Danmark, at han var kendt i Østrig i asylsammenhæng, samt at han ingen tilknytning havde til Danmark. Byretten fandt herefter, at der var en væsentlig risiko for, at udlændingen forsvandt, såfremt han ikke fortsat var frihedsberøvet.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

For landsretten var det oplyst, at de østrigske myndigheder nu havde accepteret at tilbagetage udlændingen i henhold til Dublin-forordningen, og at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at tilbageføre udlændingen til Østrig. Udlændingen havde påklaget denne beslutning til Flygtningenævnet, som dog ikke havde truffet afgørelse i anledning af klagen. Østre Landsret tiltrådte af de grunde, som var anført af byretten, at der var en væsentlig risiko for, at udlændingen forsvandt, hvis han ikke var frihedsberøvet, og at mindre indgribende foranstaltninger efter det oplyste om udlændingens personlige forhold ikke var tilstrækkelige.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0602 
Til top Sidst opdateret: 07-03-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk