Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Frihedsberøvelse af 4 rumænske statsborgere med henblik på udsendelse 
10-10-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 4. oktober 2017 meddelt 4 rumænske statsborgere tilladelse til kære til Højesteret af 4 kendelser, der er afsagt af Østre Landsret den 23. juni 2017.
4 rumænske statsborgere blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, ved forskellige steder, hvor der er almindelig adgang, blandt andet foran en kirke og en retsbygning, at have etableret og opholdt sig i lejre, som var indrettet med sovepladser, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet. Alle 4 personer vedtog en bøde for forholdene, og deres sager blev forelagt Udlændingestyrelsen, som besluttede at administrativt udvise personerne med et indrejseforbud i 2 år. Personerne havde tidligere vedtaget bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ligesom de var blevet bortvist som overnattende på gaden.

Byretten og landsretten fandt frihedsberøvelsen lovlig

Byretten traf i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 1, kendelser om, at frihedsberøvelsen af de 4 personer var lovlig og fortsat kunne opretholdes.

Retten fandt, at personernes adfærd måtte anses for at udføre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Retten lagde i den forbindelse vægt på personernes aktuelle overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, og karakteren heraf, ligesom retten lagde vægt på, at de tidligere havde vedtaget bøder for at have overnattet på gaden, ligesom den ene person tidligere var blevet bortvist for at have sovet i en lejr.

Retten fandt, at de 4 personers aktuelle overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, var en adfærd af systematisk karakter som led i deres ophold i Danmark. På baggrund heraf og da personerne ikke havde nogen tilknytning til Danmark, var opholdsdirektivets artikel 27 ikke til hinder for udvisning. Som følge heraf fandt retten, at frihedsberøvelsen af personerne havde været og fortsat var nødvendig for at sikre muligheden for udvisning.

De fire personer kærede byrettens kendelser til landsretten, der stadfæstede byrettens kendelser.

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j. nr. 2017-22-0338, 2017-22-0339, 2017-22-0340 og 2017-22-0342.

Tilsvarende sager om frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 1

Procesbevillingsnævnet har den 5. juli 2017 i 4 tilsvarende sager meddelt rumænske statsborgere tilladelse til kære til Højesteret. Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j. nr. 2017-25-0305, 2017-25-0306, 2017-25-0307 og 2017-25-0308. Højesteret har på nuværende tidspunkt ikke truffet afgørelse i sagerne.

Til top Sidst opdateret: 10-10-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk