Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Fremlæggelse af lægeerklæring 
26-08-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 26. august 2019 meddelt et forsikringsselskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 9. maj 2019.
Skadelidte ønskede under en ankesag mod et forsikringsselskab vedrørende erstatning for personskade efter en trafikulykke at fremlægge en psykologerklæring, der var udarbejdet på foranledning af skadelidtes hjemkommune i forbindelse med kommunes sagsbehandling i forhold til at få vurderet, om hun havde særlige behov for støtte i forbindelse med sin graviditet. Skadelidte ønskede ligeledes at afhøre psykologen under hovedforhandlingen for landsretten.

Forsikringsselskabet bestred dette blandt andet under henvisning til, at erklæringen var ensidigt indhentet.

Landsretten fandt at erklæringen kunne fremlægges, og at psykologen kunne afgive forklaring

Landsretten fandt, at den omstændighed, at skadelidtes hjemkommune havde anmodet en psykolog, der havde haft skadelidte i sin behandling, om at afgive en erklæring, ikke medførte, at erklæringen kunne betegnes som ensidigt indhentet af skadelidte. Landsretten bemærkede i øvrigt, at psykologen, der udstedte erklæringen, havde haft skadelidte i behandling, hvorfor en erklæring fra ham også af den grund kunne fremlægges under sagen. Landsretten fandt herefter, at allerede fordi erklæringen kunne fremlægges, kunne psykologen ikke afskæres som vidne.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0255.
Til top Sidst opdateret: 26-08-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk