Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Forældelse af et erstatningskrav mod en kommune 
27-09-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 22. september 2017 meddelt en kvinde tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 26. april 2017.

Kvinden blev nogle år efter fødslen tvangsfjernet og anbragt hos en plejefamilie. Da kvinden var 15 år gammel blev hun hjemgivet til familien, hvorefter hun blev misbrugt af sin fader. Misbruget ophørte først i 1985, hvor faderen blev anholdt og varetægtsfængslet. 

I perioden efter hjemgivelsen modtog kommunen flere indberetninger om, at der var mistanke om, at faderen forgreb sig på sine børn. Faderen blev i 1986 idømt fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 210 om incest.

Kvinden fik i 1999 aktindsigt i de kommunale sagsakter, og hun blev umiddelbart efter akut indlagt på en psykiatrisk afdeling til behandling af selvmordstanker. Kvinden formåede dog at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet ind til 2009, hvor hun måtte sygemelde sig. Kvinden blev herefter i 2011 tilkendt førtidspension, idet hun som følge af faderens overgreb havde udviklet PTSD og en personlighedsændring.

I 2011 fik kvinden på ny aktindsigt i de kommunale sagsakter, og i 2012 anlagde kvinden en erstatningssag mod kommunen.

Byretten og landsretten frifandt kommunen 

Byretten frifandt kommunen, idet kvindens krav måtte anses for forældet efter DL 5-14-4. Byretten lagde i den forbindelse vægt på, at kvinden allerede i 1999, da hun fik aktindsigt i de kommunale sagsakter for første gang, måtte have været bekendt med, at faderens misbrug havde påført hende en behandlingskrævende personskade, hvorfor der ikke var grundlag for at anse den 20-årige forældelse efter DL 5-14-4 for suspenderet.

Landsretten fandt ligeledes, at kvindens eventuelle erstatningskrav var forældet, idet der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der med henvisning til Højesterets dom i asbestsagen (U 1989.1108 H) var grundlag for at anse den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4 for suspenderet.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-22-0296.

 

Til top Sidst opdateret: 27-09-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk