Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Forældelse af differencekrav i personskadesag 
27-08-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 8. august 2019 meddelt en skadelidt tilladelse til anke til Højesteret af dom, der er afsagt af Østre Landsret den 24. maj 2019.
Den 6. maj 2008 var skadelidte involveret i et færdselsuheld, idet hun som fører af en bus, kørte ned i vandgrav i forsøget på at undvige et dyr. Den 23. februar 2009 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) ulykken som en arbejdsskade, og skadelidte blev tilkendt et varigt mén på foreløbigt 5 procent. Ved samme afgørelse vurderede Arbejdsskadestyrelsen, at skadelidtes erhvervsevnetab var mindre end 15 procent. Vedrørende erhvervsevnetab blev det anført, at den erhvervsmæssige situation var uafklaret, idet skadelidte var sygemeldt og modtog dagpenge. Arbejdsskadestyrelsen anførte herefter, at det blev vurderet, at skadelidte i løbet af kortere tid igen ville kunne arbejde og derved have et indtægtsniveau som før skaden. Denne afgørelse blev stadfæstet af Ankestyrelsen den 19. november 2009.

Den 3. januar 2011 anmodede skadelidte om genoptagelse af afgørelsen om varigt mén, og den 24. februar 2010 forhøjede Arbejdsskadestyrelsen skadelidtes varige mén til 8 procent, hvilken afgørelse Arbejdsskadestyrelsen fastholdt ved afgørelse af 14. april 2011. Begge disse afgørelser blev tiltrådt af Ankestyrelsen den 15. september 2011.

Ved afgørelse af 27. december 2013 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen skadelidtes midlertidige erhvervsevnetab til 15 procent, idet den erhvervsmæssige situation ikke var afklaret.

Skadelidte rejste krav mod FAH (Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtig ansvarsforsikring for hunde) om anerkendelse af svie og smerte, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt tab af erhvervsevne (differencekrav) den 10. januar 2014, hvilket FAH afviste den 24. april 2014 blandt andet under henvisning til, at kravet efter deres opfattelse var forældet. Henholdsvis den 31. marts 2016 og den 4. august 2016 traf Arbejdsskadestyrelsen midlertidige afgørelser om tab af erhvervsevne, og den 27. januar 2017 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen det endelige erhvervsevnetab til 20 procent. Den 10. marts 2017 rejste skadelidte krav om erstatning for tab af erhvervsevne mod FAH, der den 16. marts 2017 afviste kravet blandt andet under henvisning til, at kravet efter deres opfattelse var forældet.

Byretten fandt, at en 3-årig forældelsesfrist begyndte at løbe den 15. september 2011

Byretten fandt, at den skadelidtes krav under sagen ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, men at der var tale om et differencekrav, rejst mod tredjemand, efter erstatningsansvarslovens almindelige regler. Reglen i arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 3, der indeholder en fravigelse fra den almindelige forældelsesfrist efter forældelsesloven, fandt herefter ikke anvendelse på det krav, der var rejst af sagsøgeren under denne sag. Kravet var derfor omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Efter forældelseslovens § 2, stk. 4, regnes forældelsesfristen for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold fra tidspunktet for skades indtræden, medmindre der er grundlag for suspension af forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter § 3.

Byretten fandt, at Ankestyrelsens afgørelse af 19. november 2009 var en endelig afgørelse, men at forældelsesfristen havde været suspenderet indtil Ankestyrelsens afgørelse af 15. september 2011. Da FAH havde afvist skadelidtes krav den 24. april 2014, og skadelidte først udtog stævning mod FAH den 10. marts 2017 fandt byretten, at skadelidtes krav var forældet.

Landsretten stadfæstede byrettens resultat med en anden begrundelse

Landsretten vurderede, at Ankestyrelsens afgørelse af 19. november 2009 var en endelig administrativ afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven, hvorfor skadelidte på dette tidspunkt var berettiget til at forfølge sit krav efter erstatningsansvarsloven. Forældelsesfristen skulle således som udgangspunkt beregnes fra denne dato.

Landsretten vurderede ligesom byretten, at den skadelidtes krav var underlagt den 3-årige forældelsesfrist. Landsretten vurderede imidlertid, at der ikke var grundlag for at suspendere forældelsesfristen, hvorfor denne begyndte at løbe fra Ankestyrelsens afgørelse af 19. november 2009. Landsretten tiltrådte på denne baggrund, at kravet var forældet og stadfæstede derfor byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0265.

Til top Sidst opdateret: 27-08-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk