Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Erstatningsbolig efter byfornyelsesloven 
18-03-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 8. marts 2019 meddelt en lejer tilladelse til anke til Højesteret af en dom der er afsagt af Østre Landsret den 5. november 2018.
Lejeren havde i næsten 30 år beboet et lejemål bestående af en 4-værelseslejlighed i kommunen. Huslejen var 3.790 kr. pr. måned. I forbindelse med byfornyelse af den ejendom, hvori hendes lejemål var beliggende, tilbød kommunen hende en erstatningsbolig efter byfornyelsesloven. Erstatningsboligen var – ligesom hendes eksisterende lejemål – en 4-værelseslejlighed i kommunen, men huslejen var på 13.116 kr. pr. måned. Lejeren gjorde indsigelse mod kommunens tilbud og gjorde i den forbindelse gældende, at huslejen var for høj. Kommunens byfornyelsesnævn besluttede imidlertid, at den tilbudte erstatningsbolig var passende, og at tilbuddet således var i overensstemmelse med byfornyelseslovens § 62, stk. 2, hvorefter erstatningsboligen blandt andet skal have passende kvalitet, udstyr og beliggenhed.

Boligretten frifandt kommunen

Et mindretal i boligretten var enig med lejeren i, at bestemmelserne i byfornyelsesloven har et økonomisk sigte, så en husstand med lav indkomst har mulighed for at bevare en bolig, som ikke er væsentlig dyrere end den leje, der betales inden byfornyelsen. Boligrettens flertal fandt imidlertid, under henvisning til forarbejderne til byfornyelsesloven, at kommunen havde udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at finde en erstatningsbolig, der opfyldte kravene i byfornyelseslovens § 62. Boligretten frifandt således kommunen.

Landsretten stadfæstede boligrettens dom

Landsretten var enig med boligrettens flertal i, at hverken ordlyden af byfornyelseslovens § 62 eller lovens forarbejder sammenholdt med den tidligere lovgivning gav grundlag for at indfortolke et økonomisk kriterium, som kommunen have pligt til at tilgodese. Landsretten bemærkede, at det forhold, at en kommune i almindelighed vil være opmærksom på lejerens ønsker og økonomiske formåen ikke kunne ændre ved, at kommunens pligt er begrænset til den anvisningspligt, der følger af loven, ligesom det følger af legalitetsprincippet, at kommunen ikke uden hjemmel kan yde økonomisk støtte til en lejer. Landsrettens bemærkede endvidere, at lejerens sociale og økonomiske forhold således skulle tilgodeses gennem indfasningsstøtte, boligstøtte og eventuel anden lovgivning med socialt sigte. Landsrettens fandt således – ligesom boligrettens flertal – at kommunen havde udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at finde en erstatningsbolig, der opfyldte kravene i byfornyelseslovens § 62. Landsretten stadfæstede derfor boligrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2018-22-0595.
Til top Sidst opdateret: 18-03-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk