Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

Det udvidede ejendomsbegreb i boligreguleringsloven 
27-11-2017 

Procesbevillingsnævnet har den 23. november 2017 meddelt en udlejer tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 6. juni 2017.
En udlejer gjorde over for Grundejernes Investeringsfond (GI) gældende, at udlejeren ikke var forpligtet til at hensætte beløb til vedligeholdelse efter boligreguleringslovens §§ 18 og 18 b (såkaldt bindingspligt), fordi udlejeren mente, at udlejningsejendommen var en såkaldt småejendom og derfor ikke var omfattet af reglerne i boligreguleringslovens kap. II-IV, bortset fra §§ 4 a, 15, stk. 3, 17 og 27 b, herunder reglerne om bindingspligt i §§ 18 og 18 b.

Der var tale om en ejendom med 6 beboelseslejligheder, der ikke var samejet med andre ejendomme. Den 1. januar 1995 ejede ejendommens daværende ejer imidlertid tillige andre ejendomme, og ejendommene indeholdt samlet 15 beboelseslejligheder.

GI fandt ved en afgørelse i 2015, at udlejningsejendommen fortsat var omfattet af reglerne om bindingspligt.

Udlejeren anlagde herefter sag mod GI med påstand om, at GI skulle anerkende, at reglerne i boligreguleringslovens kap. II-IV, bortset fra §§ 4 a, 15, stk. 3, 17 og 27 b, ikke gælder for lejeforhold i ejendommen, og at GI derfor skulle være forpligtet til at ophæve bindingskontoen for ejendommen.

Byretten frifandt GI

Byretten udtalte, at det fremgår af boligreguleringslovens § 4, stk. 5, at det afgørende tidspunkt for bedømmelsen af, om en ejendom er omfattet af reglerne i lovens kapitel II-IV er den 1. januar 1995, og at der ikke efter ordlyden af § 4, stk. 5, er grundlag for at fravige bestemmelsen om, at det afgørende tidspunkt for bedømmelse af ejendommens status er den 1. januar 1995.

Byretten fandt, at betingelserne for at anse ejendommene som én ejendom pr. 1. januar 1995 var opfyldt, jf. boligreguleringslovens § 4 a, stk. 2, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at hvis flere ejendomme, der ejes af samme ejer, er opført kontinuerligt som en samlet bebyggelse, og hvis disse ejendomme har fælles friarealer eller nogen form for driftsfællesskab, anses disse som én ejendom.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Udlejeren ankede byrettens dom til landsretten med påstand om, at GI skulle anerkende at være forpligtet til at ophæve bindingskontoen for ejendommen.

Landsretten udtalte, at vurderingen efter boligreguleringslovens § 4 a, stk. 2, om fælles friarealer eller driftsfællesskab skal foretages ud fra forholdene den 1. januar 1995.

Det var i sagen ubestridt, at de omhandlede ejendomme den 1. januar 1995 havde samme ejer, og da landsretten fandt, at der den 1. januar 1995 endvidere forelå et i forhold til boligreguleringslovens § 4 a, stk. 2, fornødent driftsfællesskab mellem ejendommene, stadfæstede landsretten byrettens dom.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2017-22-0355.
Til top Sidst opdateret: 27-11-2017 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk