Hop til indhold
DANMARKS DOMSTOLE
- FOR RET OG RETFÆRDIGHED

De svenske skattemyndigheders konkursbegæring mod dansk statsborger 
14-06-2019 

Procesbevillingsnævnet har den 12. juni 2019 meddelt de svenske skattemyndigheder tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 12. marts 2019.

En dansk statsborger havde gennem nogle år og indtil ultimo december 2013 været direktør for en international koncern med hovedsæde i Stockholm. Direktøren modtog i perioden et betydeligt millionbeløb i løn. De svenske skattemyndigheder fandt ved afgørelser truffet primo februar 2014, at direktøren i indkomstårene var skattepligtig til Sverige af lønudbetalingerne. De svenske skattemyndigheder forhøjede som følge heraf direktørens skattepligtige indkomst. Afgørelsen blev ikke påklaget.

Da direktøren ikke betalte de svenske skattemyndigheders tilgodehavende, rettede de svenske skattemyndigheder henvendelse til de danske skattemyndigheder med henblik på assistance til inddrivelsen. De danske skattemyndigheder besvarede henvendelsen med, at de afventede, at der igen kunne ske lønindeholdelse.

De svenske skattemyndigheder indgav herefter konkursbegæring mod direktøren ved Sø- og Handelsrettens Skifteret.

Skifteretten afviste konkursbegæringen

Skifteretten lagde indledningsvist til grund, at der var tale om inddrivelse af indkomstskatter pålignet efter lovgivningen i Sverige, og at de danske skattemyndigheder ikke aktivt foretog inddrivelse mod direktøren.

Under henvisning til den juridiske teori antog skifteretten, at andre staters fordringer alene kan gennemføres ved et andet lands domstole i det omfang, den anden stat rejser krav som part i et privatretligt retsforhold. Skifteretten fastslog derfor, at inddrivelse af andre staters krav på offentligretligt grundlag alene kan ske på grundlag af en traktatmæssig aftale.

Da skifteretten herefter fandt, at de svenske skattemyndigheders krav var af offentligretlig karakter, og at overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager ikke gav hjemmel til, at de svenske skattemyndigheder kunne indgive konkursbegæring i Danmark uden samtykke fra de danske skattemyndigheder, afviste skifteretten konkursbegæringen.

Landsretten stadfæstede skifterettens kendelse

De svenske skattemyndigheder kærede kendelsen til landsretten, som stadfæstede skifterettens kendelse, idet landsretten var enig i skifterettens begrundelse og resultat.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2019-22-0067.

Til top Sidst opdateret: 14-06-2019 
ProcesbevillingsnævnetseperatorStore Kongensgade 1-3, 2. salseperator1264 København K. seperatorTelefon: 33121320seperatorEmail: post@procesbevillingsnaevnet.dk